En spytsten dannes af salt, der udskilles fra spyttet. En sådan sten kan helt eller delvist tilstoppe en spytgang, så spyttet, der udsondres i kirtlen, ikke kan tømmes i munden, men forbliver i spytkirtlen. Kirtlen bliver derfor udspændt af spyt. Symptomet opstår især i forbindelse med måltider, hvor udsondringen af spyt er størst. Spytsten dannes oftest i de spytkirtler, der ligger under tungen, men sygdommen er ret usædvanlig.
Lidelsen er mere almindelig hos midaldrende og ældre mennesker.
Forholdsregler
Får man hævelser under hagen eller i underkæbens bagerste del, bør man søge læge og få det undersøgt. Opstår hævelsen i forbindelse med måltider, er det et sikkert tegn på tilstopning af en spytgang. En røntgenundersøgelse kan give besked om årsagen. Hvis man ikke er sikker, kan et sialogram (røntgenundersøgelse af spytkirtlen) afsløre stenen. I visse tilfælde kan man ved hjælp af CT-skanning - eller ultralydsundersøgelse stille diagnosen.
Behandling
En spytsten fjernes ved et enkelt kirurgisk indgreb, der udføres under lokalbedøvelse. I visse tilfælde kan spytsten komme igen, og man kan da forebygge tendensen ved at forsøge at ændre kostvaner og dermed spyttets sammensætning. En anden forholdsregel ved tilbagevendende spytsten er at lave en åbning i begyndelsen af spytgangen, så kirtlen kan tømmes direkte i munden og ikke gennem spytgangen.