Hvad er stamceller?
En stamcelle er, kort forklaret, en umoden celle, der kan udvikle sig til en hvilken som helst type celle i den menneskelige krop. Man kan også kalde den en ukodet celle.Alle væv i den menneskelige krop er bygget op af forskellige typer af celler (hjerneceller, blodceller, muskelceller, hudceller, leverceller osv.), men ved livets begyndelse er der kun én celle - nemlig den befrugtede ægcelle. Denne celle begynder at dele sig og derved kopiere sig selv og danne en klump af helt identiske stamceller. Efterhånden begynder cellerne at specialisere sig og blive til f.eks. hudceller eller hjerneceller afhængig af hvor i "klumpen" de er placeret. En celle med sådanne egenskaber for udvikling har stort potentiale i den medicinske verden, idet mange alvorlige sygdomme i vore dage skyldes tilstande, hvor specielle celler mangler eller er gået irreversibelt til grunde. Tanken er så, at man kan transplantere stamceller ind i det syge væv og erstatte de manglende celler, som ellers ikke kan regenereres.
Knoglemarv, navlestrengsblod eller kloning
Stamceller er sparsomme hos voksne og de kan kun udvindes af fostre, navlestreng, knoglemarv og blod. Heraf er kun de tre førstnævnte typer anvendelige i behandlingsøjemed og de har ikke helt ens egenskaber.
Knoglemarv
Knoglemarven er det sted i kroppen, hvor blodets celler hele tiden dannes og de stamceller, som findes her er egentlig blod-stamceller. Det vil sige, de kan blive til alle de typer blodceller vi har, men har ikke så stort potentiale til at danne f.eks. nerveceller.
Stamceller
Stamceller fra et foster derimod har det største potentiale og kan blive til alle celletyper. De kaldes pluripotente stamceller. For at benytte denne type celler til terapeutiske formål, skal de imidlertid enten tages fra et fosteranlæg, der f.eks. er blevet tilovers ved kunstig befrugtning, eller de skal dyrkes ved hjælp af terapeutisk kloning. Her indsætter man en cellekerne fra et voksent menneske i en ubefrugtet ægcelle, hvorefter den formerer sig og danner stamceller, som er genetisk identiske med cellerne i den person man har taget kernen fra. Man har derved i princippet klonet personen. Begge disse metoder er derfor baggrund for en omfattende etisk og moralsk debat, om hvorvidt pluripotente stamceller, bør anvendes.
Navlestrengsblod
Navlestrengsblod har vist sig også at indeholde blod-stamceller, som ikke synes at være helt så specialiserede som stamceller fra knoglemarven. Det er let at få fat på dem ved fødslen og de kan fryses og gemmes i mange år. Endelig er man ved at have sine egne stamceller på lager ude over problemet med at finde en passende donor. Disse faktorer har bevirket, at det hastigt er blevet populært at benytte navlestrengsceller. Dog er muligheder og begrænsninger ved celler fra navlesnoren endnu ikke endeligt klarlagte og der kræves mere forskning på området.
Hvad kan stamceller bruges til i dag?
Knoglemarvstransplantationer er den stamcellebehandling, der er mest udbredt i dag, selvom transplantationer med celler fra navlesnoren, ser ud til at kunne vinde hurtigt indpas.Især fordi det er blod-stamcellerne, der benyttes, er det primært forskellige sygdomme i blodet og immunsystemet (de hvide blodlegemer), der i dag kan behandles med stamceller. Dette inkluderer en række kræftsygdomme.
Ved Leukæmi (blodkræft) ser man f.eks. at de hvide blodlegemer, der dannes i knoglemarven, deler sig helt ukontrolleret, som det er kendetegnende for kræftceller (se Kræft ). De celler, der dannes herved er ufunktionsdygtige men fylder så meget, at de fortrænger andre knoglemarvsceller og undertrykker dannelsen af normalt blod. Dette kan man behandle ved at slå kræftcellerne ned med kemoterapi og derefter give en knoglemarvstransplantation med raske stamceller, der kan genoprette normal blodcelledannelse. Hvis man kan finde en donor, der passer i vævstype, er resultaterne ofte rigtig gode og mange børn med leukæmi bliver i dag helt helbredt.
Udover en del leukæmityper kan stamceller i dag anvendes i behandlingen af andre kræftsygdomme som Myelodysplastisk Syndrom, Hodgkins Sygdom og Non-Hodgkin Lymfom . Derudover har stamceller vist sig anvendelige i behandlingen af en række forskellige kroniske Anæmier (=blodmangelsygdomme) - bl.a. Seglcelle-anæmi og Thalassæmi . Endelig kan stamcellebehandling bruges i behandlingen af visse syndromer i stofskifte og immunforsvar.
Fremtid og muligheder
I dag forskes der meget intenst i brugen af stamceller. Håbet er at kunne gøre noget ved en række sygdomme, som i dag er uhelbredelige, fordi manglende eller ødelagte celler visse steder i kroppen ikke bliver dannet igen.
Noget af det væv, der er dårligst til at regenerere er hjerne og nerver, som er opbygget af neuroner (nerveceller). Hvis man kan få stamceller til at udvikle sig rigtigt og erstatte ødelagte neuroner på de rigtige steder, kan man måske helt helbrede sygdomme som Parkinsons, Sklerose og Alzheimers.
En anden sygdom, hvor stamceller kunne være løsningen, er Sukkersyge (type I diabetes). Sygdommen opstår fordi en genetisk fejl får immunforsvaret til at ødelægge insulin-producerende celler i bugspytkirtlen. Hvis man kan erstatte disse celler med stamceller, kan man i princippet helbrede sygdommen helt.
I den vestlige verden er Blodpropper i hjertet ikke et sjældent fænomen. Mange overlever men proppen kan have lukket blodtilførslen til en del af hjertemusklen. Det betyder, at den del af musklen dør og hjertet pumper dårligere. Man håber på en dag at kunne få nye muskelceller til at dannes i det døde område ved hjælp af stamceller. Det kan betyder mindre sygdom i hjerte og kredsløb efterfølgende og at patienten er i stand til at føre et mere normalt liv efter en blodprop.
I sidste ende kan det endda være muligt at danne hele organer ud fra stamceller til organtransplantationer. Det må dog siges at ligge et godt stykke ud i fremtiden men det er i hvert fald en teoretisk mulighed.
I princippet er der altså nærmest uendelige muligheder med stamceller, men der er bestemt lang vej endnu før idéerne bliver til egentlige behandlingsmuligheder. Dels ligger der en stor mængde forskning i at få cellerne til at udvikle sig rigtigt og dels er hele stamcelleområdet underlagt lovgivning, som er et konstant emne for debat på grund af de etiske spørgsmål omkring kloning og brug af fostre som ”reservedele”. De senere år har man imidlertid ændret lovgivningen på punkter omkring kloning så det i fremtiden bliver lettere at anvende stamceller i forskningsøjemed.