Susanne er en af de 150.000
danskere som lider af psoriasisMusik i højtaleren, et par tændte stearinlys og lidt rødvin i glasset eller en god kop kaffe som akkompagnement til cremetuben. Det er hyggetid for Susanne Jepsen, 41 år og fra Haderslev. Efter mange år med psoriasis har Susanne valgt, at hudsygdommen ikke skal dominere hendes liv, og hun har derfor ændret sin daglige rutine med at smøre sig ind til en hyggetid med ren forkælelse.
Kontaktede læge med en lille plet
Susanne opdagede sin psoriasis i en alder af 23. Hun havde i lang tid haft en lille plet på skinnebenet på størrelse med en 1 krone og kontaktede derfor sin læge for at finde ud af, hvad det var:
”Jeg glemmer aldrig, da han sagde til mig, at ”du har psoriasis”. Så stak han mig en tube et eller andet og sagde, at jeg bare skulle smøre mig med det, og så tog jeg hjem.
Jeg anede ikke, hvad det var. Senere fandt jeg så ud af, at min mormor og mor også har haft det som unge, men i min familie kalder de det eksem. Lige så stille hen over det næste år kom der så mere.
”Jeg glemmer aldrig, da han sagde til mig, at ”du har psoriasis”. Så stak han mig en tube et eller andet og sagde, at jeg bare skulle smøre mig med det, og så tog jeg hjem.
Jeg anede ikke, hvad det var. Senere fandt jeg så ud af, at min mormor og mor også har haft det som unge, men i min familie kalder de det eksem. Lige så stille hen over det næste år kom der så mere.
Hendes psoriasis generede
For Susanne var de første år med psoriasis en hård periode, fordi hun ikke kunne kontrollere sygdommen. Selv om plamagerne på huden ikke var meget voldsomme, følte hun sig meget generet af dem:
”Jeg fik udslæt på mine albuer, og det kom faktisk også bag på mine lår, og i perioder havde jeg svært ved at sidde en hel dag på min kontorstol.”
”Jeg fik udslæt på mine albuer, og det kom faktisk også bag på mine lår, og i perioder havde jeg svært ved at sidde en hel dag på min kontorstol.”
Fordomme gjorde ondt
I en årrække var det værste for Susanne at blive kigget på, og hun kan huske mange situationer, hvor hun er blevet mindet om sin sygdom, også selv om den ikke har været voldsom:
”En af de værste oplevelser var, da jeg en sommer stod foran en mor med et nyfødt barn, og jeg havde bare arme. Jeg siger så hej til det her lille barn, som andre også ville have gjort, og moren stiller mig det klassiske spørgsmål: ”Nu er det vel ikke noget, der smitter?” Det gjorde altså ondt.”
”En af de værste oplevelser var, da jeg en sommer stod foran en mor med et nyfødt barn, og jeg havde bare arme. Jeg siger så hej til det her lille barn, som andre også ville have gjort, og moren stiller mig det klassiske spørgsmål: ”Nu er det vel ikke noget, der smitter?” Det gjorde altså ondt.”
Ikke alene
Efter nogen tid ville Susanne vide mere om sin sygdom og kontaktede derfor Danmarks Psoriasis Forening, som hun selv blev aktiv i. Det betød, at det gik op for hende, at psoriasis er kronisk, og at hun måtte lære at leve med det resten af livet.
Accepter din sygdom
”De første år irriterede det mig meget at skulle bruge så meget tid på at smøre mig ind og følge behandlingen. Efterhånden har jeg dog accepteret, at det er noget, jeg er nødt til at have med i dagligdagen. Jeg kunne vælge at sige, at det bare er en pestilens, men jeg har valgt, at det i stedet skal være noget, jeg hygger mig med.
For Susanne har rejsen til der, hvor hun er i dag ikke været uden forhindringer, men hun er glad for at have accepteret sin sygdom og dermed også sig selv:
”Det bedste råd, jeg kan give til andre, er at acceptere sin sygdom og følge sin behandling, for så bliver man meget mere fri.”
For Susanne har rejsen til der, hvor hun er i dag ikke været uden forhindringer, men hun er glad for at have accepteret sin sygdom og dermed også sig selv:
”Det bedste råd, jeg kan give til andre, er at acceptere sin sygdom og følge sin behandling, for så bliver man meget mere fri.”
Læs hele Susannes historie samt flere interviews i antologien ”Jeg har - Har du?”, som er udgivet af Danmarks Psoriasis Foreningen. se mere på www.psoriasis.dk