Sygesikring i EØS-lande Artikel

Inden for EØS (EU samt Norge, Island og Liechtenstein) har en række harmoniseringer af den offentlige sygesikring fundet sted. Såfremt man ønsker at forblive i det danske sygesystem skal man udfylde en blanket, den såkaldte E 101 DK, og indsende den til Den Sociale Sikringsstyrelse. Derudover skal den erhvervsaktive bruge en E 128 DK, der skal attesteres af bopælskommunen, E 128 DK gælder for udstationerede under et år og generelt for udstationerede med fortsat bopæl i Danmark. Den medfølgende i husstanden der ikke skal enten arbejde eller følge en faglig uddannelse skal bruge E 111 DK. I Storbritannien og Norden er blanket E 128 DK og E 111 DK ikke nødvendig. Her kan henholdsvis det danske pas og det gule sygesikringskort bruges som dokumentation.

For personer, der udstationeres i mere end et år og flytter bopælsadresse til opholdslandet, skal blanket E 106 DK attesteres af kommunen. Den giver ret til at blive optaget i opholdslandets nationale sygesikring. Hvis opholdet fastsættes til mellem et og tre år skal der, for at medarbejderen kan blive i det danske sygesystem, foreligge en individuel aftale mellem Den Sociale Sikringsstyrelse og værtslandet. Hvis medarbejderen udstationeres i mere end tre år, er han fra starten underlagt sygesikringen i opholdslandet.

I Norden er blanket E 106 DK ikke nødvendig, man bliver dækket af den nationale sygesikring, når man bliver bopælsregistreret.

For sociale pensionister f.eks. folkepensionister, førtidspensionister og invalidepensionister, er det blanket E 121 DK, som skal udfyldes.

Med disse blanketter har man ret til at modtage sygebehandling på lige fod med landets borgere. Det kan betyde, at man kan komme til at betale en del af behandlingen af egen lomme, og i enkelte lande kan standarden være for ringe set med danske øjne. For personer med blanket E 111 DK (personer som ikke har erhvervsarbejde) er det dog kun den behandling, der opstår akut behov for, der dækkes.

Personer der er opholder sig i et EØS land, tegner ofte en tillægsdækning, der dækker beløbet mellem refusionen og regningens fulde beløb.

Eksempel Som eksempel på et offentligt system kan Frankrig fremhæves. Via de ovennævnte blanketter, har man de samme rettigheder som franske statsborgere. Ved indlæggelse på et offentligt hospital er man dækket mellem 80% og 100% af det offentlige. Dækningen afhænger af, hvorvidt der foretages en større operation. Der skal dog betales en basisydelse på p.t. FRF 70 pr. dag, man er indlagt. For receptpligtig medicin er der to grupper, en med 35% refusion og en anden med 65%. Lægerne i Frankrig er i henhold til konventionen om offentlig sygesikring delt op i tre grupper. En gruppe der kun må tage det honorar, der er fastsat af konventionen, en gruppe der er underlagt konventionen, men hvor lægerne selv fastsætter deres honorarer, og en gruppe der ikke er underlagt konventionen (meget få læger). Det offentlige refunderer 70% af taksterne, der er fastsat af konventionen. Eksempelvis koster en konsultation hos en specialist FRF 150, og det offentlige refunderer FRF 105. Læger med frie honorarer vil ofte tage ekstra honorarer, men disse refunderes ikke af det offentlige. Det vil sige, at uanset hvor meget lægen opkræver, refunderer det offentlige kun FRF 105. Reglerne for selvstændige i Frankrig er lidt anderledes, der skal betales medlemsgebyr og refusionsprocenterne er lavere.

Ved udstationering i et EØS land skal der ikke betales bidrag til social sikring i opholdslandet, hverken for den ansatte eller arbejdsgiveren. Blanket E 101 DK kan bruges som dokumentation for fritagelsen overfor de lokale myndigheder.

Specifikke spørgsmål til social sikring i udlandet og EU blanketter kan rettes til Den Sociale Sikringsstyrelse. Nærmere information kan findes på www.dss.dk