Undersøgelser ved hjertesygdom (inkl. EKG)
Artikel
![]()
Redaktionen
14/10/2003
Elektrokardiografi (EKG) og arbejdstest
Hjertet pumper regelmæssigt blod rundt i kroppen. Denne pumpefunktion skal hjernen ikke "tænke" over, da den styres direkte fra et punkt i hjertet, kaldet
sinusknuden.
Sinusknuden udsender en elektrisk impuls, der udbreder sig over hele hjertet, og som får det til at trække sig ensartet og rytmisk sammen. Se mere under Hjertets rytmeregulering .
Ved hjælp af elektroder er det muligt at registrere hjertets elektriske impulser. Ved en EKG-aflæsning placeres elektroder på arme og ben, samt på brystkassen rundt om hjertet. Impulserne fra hjertet vil da give forskellige udslag fra de forskellige elektroder, og udslaget kan være positivt eller negativt og ændrer sig, mens hjertet slår. Resultatet bliver det klassiske EKG-udskrift, som kan ses på en skærm eller udskrives direkte på papir.
En EKG-måling er ikke farlig og gør ikke ondt.
EKG undersøgelser er en meget informativ og meget brugt undersøgelse. Den anvendes i diagnostik af de fleste hjertesygdomme, bl.a.:
- Rytmeforstyrrelser .
- Kranspulsåresygdomme som hjertekramper og blodpropper i hjertet .
- Overbelastning af hjertet inkl. hjertesvigt.
Det kan nogle gange være nødvendigt at EKG-overvåge patienter i 24 timer ad gangen, såkaldt Holter-monitorering. Dette kan gøres på hospitalet, eller i nogle tilfælde i hjemme hvor patienten får et lille EKG-apparat med hjem.
EKG-måling bruges også i forbindelse med en såkaldt belastnings- eller arbejdstest. Da nogle hjertesygdomme, f.eks. hjertekramper, kun viser sig, når hjertet belastes (under fysisk arbejde), kan det være nødvendigt at lade den syge løbe på et løbebånd eller cykle på en kondicykel, mens EKG-målingen foretages. Ved denne undersøgelse er der altid en læge tilstede, og undersøgelsen stoppes det øjeblik, patienten føler ubehag, eller EKG'et viser forandringer.
Da nogen medicin kan indvirke på EKG'et, er det vigtigt at fortælle lægen, hvilken medicin man tager inden EKG-undersøgelsen.
Røntgenundersøgelse
Med en røntgenundersøgelse kan lægen se, om hjertet er forstørret pga. overbelastning, eller om der er væskeansamling i hulrummet mellem hjertesækken og hjertet.
Ultralydsundersøgelse af hjertet ( Ekkokardiografi ) er en meget brugt undersøgelse og beskrives i en separat artikel.
Myokardiescientigrafi
Ved at indsprøjte et radioaktivt stof, som kun optages af hjertemuskelcellerne, kan man med et gammakamera (som opfanger partikler fra radioaktive sporstoffer) se dele af hjertemusklen, der ikke virker (ikke optager stoffet). Ved forsnævrede kranspulsårer vil nogle hjerteceller kunne optage stoffet i hvile (der kommer blod nok igennem åren), men ikke under arbejde hvor der opstår blodmangel, og sporstoffet ikke kan komme frem. Scientigrafi bruges derfor ofte, når en arbejdstest ikke giver et tydeligt resultat.
For de som ikke kan klare en fysisk belastning, kan man indsprøjte et stof der udvider kranspulsårerne og dermed virker på hjertet, som om man lavede fysisk arbejde.
PET (Positron EmissionsTomografi)
Bygger på de samme principper som ovenstående. Man kan mærke forskellige stoffer, og herved få et indtryk af hjertets gennemblødning, hjertets sukkeroptag, hjertets energiomsætning mm.
Teknikken bruges til at vurdere, om hjertecellerne er døde, i live eller i "dvale", hvor de ved mere ilttilførsel (åbning af kranspulsåre) kan forventes at virke igen.
MR-scanning (Magnetisk Resonans-scanning)
Bruges overvejende til at danne sig et billede af hjertets strukturer og er særdeles fordelagtig til diagnostik af medfødte hjertemisdannelser hos børn.
KAG (Koronar Angiorafi)
Ved at sprøjte et røntgentæt sporstof (stoffet lyser op på et røntgenbillede) ind i kranspulsårene (koronararterierne) kan man på et røntgenbillede se, hvor der sidder forsnævringer. Denne procedure er dog besværlig, da det kræver et stik i lysken og indførelse af et tyndt kateter herfra til hjertets arterier. Undersøgelsen udføres derfor næsten kun i forbindelse med samtidigt ballonudvidelse af kranspulsåren ( PCI ), hvor indgangsporten er den samme.
Denne artikel er oprettet på Sundhedsguiden d. 01.09.06
Elektrokardiografi (EKG) og arbejdstest
Hjertet pumper regelmæssigt blod rundt i kroppen. Denne pumpefunktion skal hjernen ikke "tænke" over, da den styres direkte fra et punkt i hjertet, kaldet
sinusknuden.
Sinusknuden udsender en elektrisk impuls, der udbreder sig over hele hjertet, og som får det til at trække sig ensartet og rytmisk sammen. Se mere under Hjertets rytmeregulering .
Ved hjælp af elektroder er det muligt at registrere hjertets elektriske impulser. Ved en EKG-aflæsning placeres elektroder på arme og ben, samt på brystkassen rundt om hjertet. Impulserne fra hjertet vil da give forskellige udslag fra de forskellige elektroder, og udslaget kan være positivt eller negativt og ændrer sig, mens hjertet slår. Resultatet bliver det klassiske EKG-udskrift, som kan ses på en skærm eller udskrives direkte på papir.
En EKG-måling er ikke farlig og gør ikke ondt.
EKG undersøgelser er en meget informativ og meget brugt undersøgelse. Den anvendes i diagnostik af de fleste hjertesygdomme, bl.a.:
- Rytmeforstyrrelser .
- Kranspulsåresygdomme som hjertekramper og blodpropper i hjertet .
- Overbelastning af hjertet inkl. hjertesvigt.
Det kan nogle gange være nødvendigt at EKG-overvåge patienter i 24 timer ad gangen, såkaldt Holter-monitorering. Dette kan gøres på hospitalet, eller i nogle tilfælde i hjemme hvor patienten får et lille EKG-apparat med hjem.
EKG-måling bruges også i forbindelse med en såkaldt belastnings- eller arbejdstest. Da nogle hjertesygdomme, f.eks. hjertekramper, kun viser sig, når hjertet belastes (under fysisk arbejde), kan det være nødvendigt at lade den syge løbe på et løbebånd eller cykle på en kondicykel, mens EKG-målingen foretages. Ved denne undersøgelse er der altid en læge tilstede, og undersøgelsen stoppes det øjeblik, patienten føler ubehag, eller EKG'et viser forandringer.
Da nogen medicin kan indvirke på EKG'et, er det vigtigt at fortælle lægen, hvilken medicin man tager inden EKG-undersøgelsen.
Røntgenundersøgelse
Med en røntgenundersøgelse kan lægen se, om hjertet er forstørret pga. overbelastning, eller om der er væskeansamling i hulrummet mellem hjertesækken og hjertet.
Ultralydsundersøgelse af hjertet ( Ekkokardiografi ) er en meget brugt undersøgelse og beskrives i en separat artikel.
Myokardiescientigrafi
Ved at indsprøjte et radioaktivt stof, som kun optages af hjertemuskelcellerne, kan man med et gammakamera (som opfanger partikler fra radioaktive sporstoffer) se dele af hjertemusklen, der ikke virker (ikke optager stoffet). Ved forsnævrede kranspulsårer vil nogle hjerteceller kunne optage stoffet i hvile (der kommer blod nok igennem åren), men ikke under arbejde hvor der opstår blodmangel, og sporstoffet ikke kan komme frem. Scientigrafi bruges derfor ofte, når en arbejdstest ikke giver et tydeligt resultat.
For de som ikke kan klare en fysisk belastning, kan man indsprøjte et stof der udvider kranspulsårerne og dermed virker på hjertet, som om man lavede fysisk arbejde.
PET (Positron EmissionsTomografi)
Bygger på de samme principper som ovenstående. Man kan mærke forskellige stoffer, og herved få et indtryk af hjertets gennemblødning, hjertets sukkeroptag, hjertets energiomsætning mm.
Teknikken bruges til at vurdere, om hjertecellerne er døde, i live eller i "dvale", hvor de ved mere ilttilførsel (åbning af kranspulsåre) kan forventes at virke igen.
MR-scanning (Magnetisk Resonans-scanning)
Bruges overvejende til at danne sig et billede af hjertets strukturer og er særdeles fordelagtig til diagnostik af medfødte hjertemisdannelser hos børn.
KAG (Koronar Angiorafi)
Ved at sprøjte et røntgentæt sporstof (stoffet lyser op på et røntgenbillede) ind i kranspulsårene (koronararterierne) kan man på et røntgenbillede se, hvor der sidder forsnævringer. Denne procedure er dog besværlig, da det kræver et stik i lysken og indførelse af et tyndt kateter herfra til hjertets arterier. Undersøgelsen udføres derfor næsten kun i forbindelse med samtidigt ballonudvidelse af kranspulsåren ( PCI ), hvor indgangsporten er den samme.
Denne artikel er oprettet på Sundhedsguiden d. 01.09.06
