Undgå julestress Artikel

Mange af os bliver stressede bare af at tænke over, at det snart er jul. Stressen vokser i takt med at der pyntes mere og mere op i butikkerne, fordi vi endnu engang ikke har fået købt julegaverne i god tid, ikke har fået lavet pakkekalender til børnene, skrevet julekort eller pyntet op.

Julen er hjertenes fest og man skal helst ikke gå ned med stress
Julen er hjertenes fest og man skal
helst ikke gå ned med stress

Mange af os bliver stressede bare af at tænke over, at det snart er Jul. I takt med at der allerede fra starten af november og hele december måned pyntes mere og mere op i butikkerne og på gaderne, vokser julestressen - fordi vi endnu engang ikke har fået købt julegaverne i god tid, ikke har fået lavet pakkekalender til børnene, skrevet julekort, pyntet op eller besluttet, hvem Julen skal holdes med i år.
Og det kan da også forekomme lidt urimeligt, at vi så tidligt skal trækkes med nisser, pebernødder og duften af gran - især når termometeret stadig viser over 10 grader. Men for mange af os, kan der faktisk være god mening i at begynder på juleforberedelserne tidligt - fx i begyndelsen af november.

Forebyg julestressen tidligt

Der er mange fordele ved at være i god tid...
  • Der er færre mennesker i butikkerne og dermed ikke lange køer, der øger stressniveauet
  • November er generelt en mindre travl måned end december, fordi der ikke er julefrokoster, juletræsfester i børnenes daginstitutioner, adventsarrangementer med familie eller venner etc., så der er bedre tid til at nå gaveindkøbene i ro og mag.
  • Der er mindre risiko for at de ting, du skal købe, er udsolgt
  • Hvis du har nået de fleste julegaveindkøb i november, er der mere tid og overskud til at gøre gode ting med familien - eller for dig selv - i december. Det kunne være at få noget mere motion, så julehyggen ikke sætter sig og giver dårlig samvittighed i januar.
  • Sæt ambitionerne ned - du behøver ikke selv at bage alle julesmåkagerne, lave omgangskredsens flotteste juledekorationer eller fremstille julesnapsen selv - køb nogle få, men gode produkter og spar en masse tid.

Stress ned - i sidste øjeblik

Hvis du - igen i år - ikke har været i god tid, kan du stadig nå at få en mindre stresset Jul end normalt.
  • Vælg dine arrangementer med omhu - du behøver ikke tage til alle de julefrokoster, som du er inviteret til! Vælg et par stykker fordelt over hele december, og sørg desuden for at slappe af i nogle af weekenderne op til Jul.
  • Sig fra over for julegaveræset. Aftal fx at det kun er børnene i familien, der får gaver.
  • Få hjælp til juleforberedelserne - børnene kan pynte op, og familiemedlemmer kan medbringe en ret hver til Juleaften. Måske kan du endda hyre naboens teenagedatter eller -søn til at hjælpe med julerengøringen til gengæld for lidt penge til julegaver!
  • Spis sundere i december end du plejer - for meget sukker og fedt har kun en negativ effekt på din stress. Hvis du holder igen med de søde sager i løbet af december, vil det både gaven dig psykisk og fysisk - og så kan du rigtigt nyde lækkerierne i Juledagene.

Hvis stressen ikke kan undgås?

Hvad gør du, hvis ovenstående ikke hjælper - hvis Julen simpelthen bare altid er stressende, selvom du er i god tid og prøver at holde igen med alle juleforberedelserne... Prøv at tænke over, hvad det værste, der kan ske op til Jul, er? At du ikke når at sylte, strikke sokker til onkel Hans eller at tage på familieudflugt i skoven og fælde juletræ?

Skru ned for ambitions niveauet

Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende at være bagefter med alle de ting, man havde planlagt at nå, og at stresse over det, men dybest set er det jo ikke en katastrofe, hvis alt ikke er nået til punkt og prikke.

Accepter travlheden

Hvis du kan nikke genkendende til ovenstående, så prøv at acceptere, at din Jul måske bliver lidt mere stresset end ønsket. - Julen strækker sig trods alt over en begrænset periode, og selvom juledagene kan være hektiske, er det jo ikke jordens undergang.

Vær god ved dig selv

Som kompensation for stressen kan du prøve at gøre noget ekstra godt for dig selv eller din familie i Julen. Få en gang massage, zoneterapi eller tag et langt karbad og få koblet af i både krop og sind. Eller gå en tur en dag, hvor solen skinner - lyset gør godt i en ellers mørk tid.

Ikke alt samvær hænger sammen med hjemmebag

Lav nogle hyggelige ting med familie eller venner hvor det ikke er menuen eller omgivelserne, der er det vigtigste, men det, at I er sammen.

Og husk på, at Julen er hjerternes tid - så måske burde nærhed og ro fylde mere end gaver og at nå så meget som muligt.

Rigtig Glædelig Jul!