Som ideal forestiller man sig, at tænderne står lige i en jævn bue i kæben. Når man bider sammen, stikker fortænderne i overmunden uden for fortænderne i undermunden, og kindtænderne griber jævnt ind i hinanden.
Et sådant idealbid eksisterer imidlertid ikke i virkeligheden. En af årsagerne til det er, at vi arver forskellige egenskaber fra vores forældre, og disse egenskaber passer ikke altid sammen. Således opstår en sammenpresset tandstilling, hvis tænderne er for store i forhold til kæberne. Tænderne kan da kun få plads, hvis de står på skrå enten ud eller ind i tandbuen eller overlapper hinanden. Hvis kæberne modsat er for store i forhold til tænderne, resulterer det i mellemrum mellem tænderne.
Uregelmæssig tandstilling skyldes ikke kun arvelige faktorer, men kan også være erhvervede. Sammenpresset tandstilling kan således skyldes, at mælketænderne er blevet trukket for tidligt ud, og de nye tænder bliver derfor ikke styret rigtigt på plads. Mangler f.eks. mælketænderne i siderne, vil de blivende kindtænder vandre fremad i tandbuen og udfylde mellemrummene. Herved opstår der pladsmangel til de blivende fortænder og hjørnetænder, som først bryder frem i 11-13 års alderen. Det kan til og med ske, at nogle af disse tænder slet ikke kommer frem. I visse tilfælde forekommer sammenpresset tandstilling lige når tænderne bryder frem, men dette korrigeres senere af sig selv. Det er især tilfældet med fortænderne i underkæben. I de fleste tilfælde vokser kæben i bredden, hvilket medfører, at tænderne rykker på plads.
Sammenpresset tandstilling medfører, foruden æstetiske og funktionelle problemer, at det bliver sværere at holde tænderne rene. Dette kan føre til en øget risiko for karies og betændelse i tandkødet.
Uregelmæssig tandstilling skyldes ikke kun arvelige faktorer, men kan også være erhvervede. Sammenpresset tandstilling kan således skyldes, at mælketænderne er blevet trukket for tidligt ud, og de nye tænder bliver derfor ikke styret rigtigt på plads. Mangler f.eks. mælketænderne i siderne, vil de blivende kindtænder vandre fremad i tandbuen og udfylde mellemrummene. Herved opstår der pladsmangel til de blivende fortænder og hjørnetænder, som først bryder frem i 11-13 års alderen. Det kan til og med ske, at nogle af disse tænder slet ikke kommer frem. I visse tilfælde forekommer sammenpresset tandstilling lige når tænderne bryder frem, men dette korrigeres senere af sig selv. Det er især tilfældet med fortænderne i underkæben. I de fleste tilfælde vokser kæben i bredden, hvilket medfører, at tænderne rykker på plads.
Sammenpresset tandstilling medfører, foruden æstetiske og funktionelle problemer, at det bliver sværere at holde tænderne rene. Dette kan føre til en øget risiko for karies og betændelse i tandkødet.
Forholdsregler
Uregelmæssig tandstilling er lettest at behandle i barndommen og den tidlige ungdom. Man kan dog godt foretage tandregulering hos voksne hvis man er indstillet på at gå med bøjle i 1-2 år. I dag findes dog brackets - bøjlelåse - i glas som er meget lidt synlige. Tandreguleringsapparaturet kan også anbringes på bagsiden af tænderne. Man må regne med at skulle gå i meget lang tid med en lille bøjle der fastholder tænderne i deres nye stilling. Ved meget store fejlstillinger som stort over- eller underbid kan man hos voksne dog nå et godt resultat ved at foretage et operativt indgreb og flytte tænderne sammen med et stykke af kæben, som derefter vokser sammen i en ny stilling.
Behandling
Hvis man som voksen har mindre problemer, kan tandlægen trække en eller flere tænder ud og skabe en ny tandstilling for at rette op på et eventuelt sammentrængt bid eller fejlstillede tænder. Voksne får i stadigt højere grad rettet deres tænder, og der er ingen grund til at skamme sig over det.
Hvis man i en voksen alder har alvorlige fejlstillinger i tænderne eller i kæben, kan det blive nødvendigt at operere for at rette fejlen. Man kan flytte nogle tænder og dele af kæbebenet. Man kan også indsætte kroner eller broer (se Hos tandlægen ) for at afhjælpe det problem, der er opstået. Hos børn kan enklere fejlstillinger rettet hos tandlægen, mens mere komplicerede tilfælde plejer at blive behandlet hos en specialtandlæge i ortodonti.
En undersøgelse omfatter røntgenfotografering af kæberne for at kontrollere, om alle blivende tænder er der, og hvordan de er placeret. Man tager også aftryk af tandbuerne, så man kan følge deres udvikling.
Det vigtigste hjælpemiddel ved tandregulering er forskellige typer for tandbøjler. De kan være faste eller løse. Tandbøjler er hæftet til enkelte tænder og forsynet med fjedrer, som påvirker de tænder man vil flytte. På den måde kan man alt efter behov vride en tand, flytte den sidelæns, fremad eller bagud i tandrækken. Bøjlen kan også være forsynet med kroge, der holder tænderne fast i en bestemt stilling, så de ikke vandrer hen i mellemrum efter tabte mælketænder. Man kan desuden ved hjælp af en nyere teknik nøjes med at sætte kroge i enkelte tænder.
Behandlingen foretages som regel i 11-13 års alderen og kan tage ca. to år. Under behandlingen kræves jævnlige besøg hos tandlægen, der skal kontrollere effekten af tandbøjlen og spænde fjedrene efterhånden som tænderne flytter sig. Undertiden er det også nødvendigt at trække blivende tænder ud for at give plads i tandrækken.
Når man har nået det tilsigtede resultat med bøjlen, sætter man en ny bøjle på, der ikke flytter tænderne, men kun holder dem på plads, mens kæbeknoglen omkring dem stabiliseres. Denne såkaldte retentionsplade skal bæres i flere måneder.
Hvis man i en voksen alder har alvorlige fejlstillinger i tænderne eller i kæben, kan det blive nødvendigt at operere for at rette fejlen. Man kan flytte nogle tænder og dele af kæbebenet. Man kan også indsætte kroner eller broer (se Hos tandlægen ) for at afhjælpe det problem, der er opstået. Hos børn kan enklere fejlstillinger rettet hos tandlægen, mens mere komplicerede tilfælde plejer at blive behandlet hos en specialtandlæge i ortodonti.
En undersøgelse omfatter røntgenfotografering af kæberne for at kontrollere, om alle blivende tænder er der, og hvordan de er placeret. Man tager også aftryk af tandbuerne, så man kan følge deres udvikling.
Det vigtigste hjælpemiddel ved tandregulering er forskellige typer for tandbøjler. De kan være faste eller løse. Tandbøjler er hæftet til enkelte tænder og forsynet med fjedrer, som påvirker de tænder man vil flytte. På den måde kan man alt efter behov vride en tand, flytte den sidelæns, fremad eller bagud i tandrækken. Bøjlen kan også være forsynet med kroge, der holder tænderne fast i en bestemt stilling, så de ikke vandrer hen i mellemrum efter tabte mælketænder. Man kan desuden ved hjælp af en nyere teknik nøjes med at sætte kroge i enkelte tænder.
Behandlingen foretages som regel i 11-13 års alderen og kan tage ca. to år. Under behandlingen kræves jævnlige besøg hos tandlægen, der skal kontrollere effekten af tandbøjlen og spænde fjedrene efterhånden som tænderne flytter sig. Undertiden er det også nødvendigt at trække blivende tænder ud for at give plads i tandrækken.
Når man har nået det tilsigtede resultat med bøjlen, sætter man en ny bøjle på, der ikke flytter tænderne, men kun holder dem på plads, mens kæbeknoglen omkring dem stabiliseres. Denne såkaldte retentionsplade skal bæres i flere måneder.