Definition og årsager
Urinvejsinfektion er et udtryk for en bakteriel infektion af urinvejene . Der skal være en vis mængde bakterier til stede, før man kalder det en infektion. Hvis der ikke er nogen symptomer, men mange bakterier, kaldes til tilstanden asymptomatisk bakteriuri.
Urinvejsinfektion kan inddeles i en høj eller øvre form (nyrebækkenbetændelse, pyelonefrit) og en lav eller nedre form (blærebetændelse).
Urinvejsinfektion er hyppig hos børn. 7,8% af alle piger og 1,6% af alle drenge har i 7 års alderen haft mindst én urinvejsinfektion. Det er hyppigst før 1 års alderen, specielt hos drenge. De fleste af disse tilfælde er øvre urinvejsinfektion.
Infektionen opstår, fordi bakterierne transporteres baglæns op gennem urinvejene fra urinrøret til blæren og evt. derfra videre gennem urinlederne til nyrebækkenet. Bakterierne stammer oftest fra tarmsystemet. Den hyppigste er E. Coli, men også Klebsiella og Proteus kan forårsage urinvejsinfektion.
Forskellige tilstande kan øge risikoen for at få urinvejsinfektion. De vigtigste er:
- Misdannelser i urinvejene, som hæmmer tømningen af blæren.
- Vandladningsforstyrrelser f.eks. inkontinens med dårlig tømning af blæren.
- Defekt lukkemekanisme mellem blæren og urinlederne kan forårsage tilbageløb af urin op i urinlederen mod nyrebækkenet (vesikoureteral refluks) og øge risikoen for øvre urinvejsinfektion.
Symptomer på urinvejsinfektion
Symptomerne afhænger af, om det er en øvre eller en nedre urinvejsinfektion, og af hvor alvorlig infektionen er.
Øvre urinvejsinfektion er karakteriseret ved:
- Feber over 39 °C.
- Lænde- eller mavesmerter.
- Påvirket almentilstand: Viser sig f.eks. ved træthed, slaphed, manglende interesse og irritation.
Nedre urinvejsinfektion viser sig ved:
- Inkontinens .
- En pludseligt opstået, meget kraftig vandladningstrang ( Urge ).
- Smerter ved vandladning (Dysuri).
- Hyppige vandladninger (Pollakisuri).
- Ingen feber eller påvirket almentilstand.
Hos børn under 2 år kan symptomerne på urinvejsinfektion være ukarakteristiske med f.eks. diaré, gylpetendens og skrigeture. Derfor bør man altid mistænke øvre urinvejsinfektion hos et barn med feber uden anden oplagt årsag.
Forholdsregler og diagnose
Hvis ens barn udvikler symptomer på urinvejsinfektion, bør man søge læge med henblik på diagnose og behandling. Lægen mistænker urinvejsinfektion på baggrund af sygehistorie og undersøgelse af barnet. Man kan undersøge en urinprøve for tilstedeværelsen af bakterier ved hjælp af urinstiks . Hvis den viser tegn på bakterier, bør urinen dyrkes for at påvise, hvilken bakterie der er årsag til infektionen.
Ved øvre urinvejsinfektion vil man ofte tage blodprøver. Her vil man undersøge forskellige parametre med henblik på påvisning af bakteriel infektion. Samtidig vil man sende blod til dyrkning for evt. bakterier i blodet.
Børn under 2 år og børn med øvre urinvejsinfektion bør indlægges på en børneafdeling med henblik på undersøgelser og behandling.
Behandling af urinvejsinfektion
Urinvejsinfektion behandles med antibiotika. Man starter ofte behandlingen, før man kender den udløsende bakterie. Derfor vælger man et antibiotikum, der virker på de mest sandsynlige bakterier. Hvis undersøgelsen af urinen viser, at infektionen skyldes en bakterie, som det valgte antibiotikum mod forventning ikke virker på, ændres behandlingen til et andet, der virker på den pågældende bakterie.
Nedre urinvejsinfektion kan i reglen behandles med tabletter eller mikstur i ca. 5 dage.
Øvre urinvejsinfektion og urinvejsinfektion hos børn under 2 år bør behandles under indlæggelse. Her vil man give antibiotika direkte ind i en blodåre, indtil tilstanden er bedret, barnet har været feberfri i 1-2 døgn, og blodprøverne viser, at behandlingen virker. Herefter kan man ofte skifte til mikstur eller tabletbehandling. Behandlingsvarigheden er 7 - 10 dage.
Forløb og komplikationer
Nedre urinvejsinfektion giver som regel ingen komplikationer. Ved svær øvre urinvejsinfektion kan bakterierne spredes til blodet og forårsage blodforgiftning ( Sepsis ), som er en alvorlig og potentielt livstruende tilstand. Ved øvre urinvejsinfektion er der desuden risiko for, at der opstår skade på nyren med arvævsdannelse. Nyreskader kan give nedsat nyrefunktion og desuden øge risikoen for forhøjet blodtryk.
Risikoen for nyreskader øges ved misdannelser i urinvejene, vesikoureteral refluks (se Definition og årsager ovenfor), alder under 2 år, gentagne øvre urinvejsinfektioner og for sen behandlingsstart. Derfor skal alle børn under 2 år med urinvejsinfektion og alle børn med øvre urinvejsinfektion undersøges for de tidligere nævnte risikofaktorer. Man vil ofte udføre en ultralydsscanning af urinvejene under indlæggelsen. 4-6 måneder senere vil man følge op med en ravsyre-skintigrafi, der er en speciel scanning, som kan afsløre evt. arvæv i nyren.
Forebyggelse af urinvejsinfektion
Ved tilstande, hvor der er øget risiko for øvre urinvejsinfektion, vil man være meget aggressiv i diagnostik og behandling for at mindske risikoen for nyreskader. Forældre instrueres i faresignaler og handlemuligheder. Man undersøger urinen for bakterier ved mindste mistanke. Nogle kan få langvarig forebyggende antibiotisk behandling.