Interview med Rachel Santini, Ernæringsfysiolog og kultursociolg, af Antje Gerd Poulsen, Redaktionssekretær på magasinet MANDAT, der udgives af Danmarks Amtsråd.
I bl.a. Tyskland og USA har en del forskere fundet sammen i teams, men herhjemme foregår forskningen stadig i lukkede miljøer, og udføres i vidt omfang af læger, som mangler den fornødne uddannelse i at forske, siger Rachel Santini. Hun er uddannet ernæringsfysiolog og kultursociolog, og arbejder blandt andet som kræftterapeut. Hun efterlyser et tættere samarbejde mellem de forskellige faggrupper, relevant forskning i sygdomsforebyggelse, som "ikke er begrænset af prestigehensyn eller andre snæversynede interesser", og en åben saglig vidensformidling.
"Hvad er der galt med den viden, vi bliver præsenteret for i dag?"
"Tre ting: For det første er en stor del af den viden, der formidles i dag, ubrugelig. Det er reproduktion af viden, vi har i forvejen. Forskerne gennemfører forsøg, som allerede er udført andre steder i verden, og derfor er resultaterne ligegyldige. Forskerne kan naturligvis avancere, men os andre, patienterne, bringer det ikke videre. For at sige det groft er det ressourcespild. For det andet formidles viden om sundhed ofte i brudstykker løsrevet fra sin rette sammenhæng. Det skyldes, at forskningen foregår i lukkede faglige miljøer, hvor man ikke har overblikket. For det tredje er den viden, vi præsenteres for, ofte farvet af personlige, økonomiske eller fagpolitiske interesser. Den er ikke uafhængig. Tænk blot på hele diskussionen om kosttilskud.
Undersøgelserne viste et, men blev af enkelte danske forskere tolket helt anderledes. Denne mistolkning blev så formidlet til befolkningen som sandheden. Ingen af de mange eksisterende råd og styrelser, vi efterhånden har, har ønsket at gå ind og sagligt videnskabeligt klart informere befolkningen om, hvad der var fup og fakta.
Og hvad med blødersagen? Her havde man en viden, som man af økonomiske og politiske årsager ikke ønskede at offentliggøre, før man havde lig på bordet, og derfor var tvunget til det. Desværre er der mange lignende eksempler".
"Men hvordan kan DIF gøre det anderledes?".
"Vi er velkvalificerede, uafhængige og forsker ikke kun for forskningens skyld, men kun i det omfang, det er relevant og fremmer folkesundheden. Vi arbejder tværfagligt, grænseoverskridende og anlægger en bredere synsvinkel end man traditionelt gør i den medicinske forskning. Blandt andet forholder vi os videnskabeligt - men ikke nødvendigvis medicinsk videnskabeligt - til alternative behandlingsmetoder og plantemedicin i stedet for blankt at afvise dem.
Dertil kommer, at vi sætter os ind i de forskningsresultater, som findes på verdensplan og forsøger at komme videre derfra.
Vi samarbejder med forskere i andre lande og er ved at opbygge en international vidensbase på sundhedsområdet, og sidst men ikke mindst mener vi - og andre - i al beskedenhed, at vi er gode til vidensformidling, og det er nok det allervigtigste, hvis man ønsker, at befolkningen motiveres til at tage konsekvensen af en viden og ændre adfærd".
"Hvad var den direkte anledning til, at du stiftede DIF?"
Som kræftterapeut oplevede jeg gang på gang, at patienten kom til mig, fordi lægen havde sagt, at der ikke var mere at gøre . Når jeg så fik deres journal i hånden kunne jeg se, at der faktisk var mere at gøre. Ikke alene med alternative metoder, men også inden for den traditionelle kræftbehandling med kemoterapi og strålebehandling.
Der findes metoder, man anvender i udlandet, men som danske læger ikke kender til. Metoder, der øger kræftpatienternes overlevelsesmulighed og mindsker bivirkningerne ved behandlingen. Den uvidenhed fandt jeg foruroligende, og det var medvirkende til at jeg sammen med andre forskere stiftede DIF".
"Dansk institut for Folkesundhed det lyder flot, men i realiteten er der tale om en sammenslutning af forskere uden en egentlig bestyrelse, uden egne lokaler og uden officiel anerkendelse, hvorfor er i organiseret på den måde?".
"Det er helt bevidst for at undgå spild af tid og ressourcer og for at bevar uafhængigheden. Vi arbejder alle sammen frivilligt, og har derfor begrænsede ressourcer. Vi vil ikke bruge tid og kræfter på at komme ind i et system, der arbejder meget langsomt, og hvor vi måske bliver begrænset i vores forskning. Vi har ikke brug for nogle ydre rammer, men for økonomisk støtte, så vi kan betale os fra rutinearbejde og koncentrere os om det, vi er gode til, nemlig tværfaglig forskning og vidensformidling.
DIF er et netværk af forskere, og vi arbejder som sådan på tværs af de eksisterende institutioner. Men vi vil naturligvis gerne have støtte af politikere, embedsmænd og andre, som deler vores indstilling til formidling, nemlig at den skal være åben og uafhængig, og som kan se de åbenlyse besparelser både hvad angår menneskelig lidelse og økonomiske ressourcer, hvis man tager konsekvenserne af den forskning og vidensformidling, vi producerer i DIF".
"Hvordan arbejder I?".
"Vi deltager i forskellige forskningsprojekter, vi fungerer som konsulenter i sundhedsspørgsmål, og vi tager rundt i landet og holder foredrag blandt andet på sygehusene, hvor personalet har været meget positive.
Jeg kunne i øvrigt godt tænke mig, at vi kunne inspirere til et samarbejde om at oprette egentlige patientskoler, hvor patienterne dels kan lære, hvad de selv kan gøre for at ændre deres fysiske og psykiske situation, dels blive orienteret om, hvad der eksisterer i samfundet af seriøst støttende behandlingstilbud, som de kunne få glæde af.
Fordelene er åbenlyse: Patienterne slipper for at bruge tid og penge på mange uvirksomme ting, som måske direkte modvirker effekten af den behandling, de er i, og de får den viden, der kan reducere komplikationer i forbindelse med deres sygdom, lige som risikoen for genindlæggelser eller nødvendigheden af plejehjemsplads vil kunne reduceres.
Der er faktisk alt at vinde både for patienterne og økonomien, hvis man satser på dygtige, ansvarsbevidste fagfolk, der både har overblikket og de tværfaglige erfaring, men også ydmyghed og erkendelse af egen faglig begrænsning".
Kilde: Danmarks Amtsråd
Link til Dansk Institut for Folkesundhed:
Denne artikel er opdateret d. 18.04.06