Definition og typer af virus-hepatitis
Hepatitis, eller leverbetændelse, er en betændelsestilstand i leveren, hvor levercellerne beskadiges og organets funktion påvirkes i større eller mindre grad. Sygdommen kan have et kortvarigt eller langvarigt (evt. livsvarigt) forløb, og man taler derfor om henholdsvis akut hepatitis og kronisk hepatitis.
Hepatitis kan have mange forskellige årsager (se artiklen hepatitis ), en såkaldt smitsom leverbetændelse forårsages af Hepatitis-virus, som er specifikke vira, der forårsager både akut og kronisk leverbetændelse. Denne type virus angriber leveren og findes i forskellige udgaver: Hepatitis virus A, B, C, D, E og G. Det er oftest børn eller yngre voksne, der bliver smittet, og smittevej og forløb er forskelligt for de forskellige virustyper.
I Danmark rapporteres omkring 200 nye tilfælde af virus-hepatitis om året. Mange flere bliver formentlig smittet og raske igen uden at vide, at det var hepatitis de fejlede.
Symptomer på smitsom leverbetændelse
Symptomerne på virushepatitis er ens, uanset typen. Dog er nogle helt eller næsten helt symptomfri. Det gælder ofte for de kroniske leverbetændelser, men ses også, især hos børn, ved akut hepatitis. Tiden der går fra smitte til symptomerne opstår (inkubationstiden) varierer for de forskellige hepatitisvirus-typer. Når der opstår symptomer, drejer det sig om følgende:
Først opstår:
- Appetitløshed, opkastninger og mavesmerter (især under højre ribbenskant).
- Nedsat energi, træthed.
- Influenza-lignende symptomer som feber, ledsmerter og hovedpine.
- Hudkløe.
Efter nogle dage føler man sig typisk bedre tilpas, men er ikke ved at blive rask, og der tilkommer:
- Gulsot .
- Lys (kitfarvet) afføring (årsag: se Gulsot).
- Mørk (porterfarvet) urin (årsag: se Gulsot).
Smitteveje og inkubationstid for smitsom leverbetændelse
Hepatitis A virus:
Findes i store mængder i en smittet persons afføring. Smitter spreder sig derfor ad såkaldt fæko-oral vej. Det vil sige ved indtagelse af afføringsrester fra smittede personer gennem forurenet mad eller drikke. Sygdommen er derfor udbredt i fattige lande med dårlig hygiejne. De fleste danske patienter smittes på udlandsrejser eller af smittede familiemedlemmer. Inkubationstiden svinger fra et par uger til ca. halvanden måned.
Hepatitis B virus:
Smitter fra blod til blod eller overføres seksuelt. Det vil sige, at risikogrupper er stiknarkomaner, der deler nåle, og sundhedspersonale, der risikere at stikke sig på inficerede nåle. Også urene nåle ved tatovering, piercing eller akupunktur kan overføre smitte. En anden risikofaktor er ubeskyttet sex med mange forskellige partnere, og især homoseksuelle mænd med mange seksualpartnere er udsatte. Blodprodukter til transfusioner bliver nu i Danmark screenet for hepatitis B virus, og smitte herigennem forekommer uhyre sjældent.
Hepatitis B virus er vidt udbredt over hele verden, men findes især i Afrika og Sydøstasien, hvor også smitte fra mor til barn er en hyppig årsag. Inkubationstiden er ganske lang, 1 til 6 måneder.
Hepatitis C virus:
Smitter også fra blod til blod, men ikke så let som hepatitis B. Op mod 70% af danske stiknarkomaner er inficeret med hepatitis C virus. Donorblod screenes også for hepatitis C virus, så det er meget usandsynligt at få sygdommen som følge af en blodtransfusion. Inkubationstiden er få uger.
Hepatitis D virus:
Smitter ligesom B og C fra blod til blod, men kan kun angribe personer, der allerede er smittet med hepatitis B virus. Smitten sker hyppigst blandt stiknarkomaner.
Hepatitis E virus:
Smitter ligesom type A fæko-oralt, altså gennem mad og drikke forurenet med afføringspartikler. Den kan ses i små epidemier (blandt andet i Indien), men er sjælden herhjemme. Inkubationstiden er ca. én måned.
Hepatitis G virus:
Er udbredt blandt stiknarkomaner i Danmark, men det er uvist, om denne virustype faktisk kan forårsage leversygdom.
Fælles for alle virustyperne er, at de er klart mest smitsomme i starten, inden man udvikler gulsot (se under symptomer ovenfor). Herefter bliver de hurtigt meget lidt smitsomme.
Forholdsregler og diagnose
Hepatitis kan forebygges, se afsnittet om dette nedenfor. Ved tegn på hepatitis bør man straks søge læge, da sygdommen kan være alvorlig. Det er vigtigt at undlade at drikke alkohol, og man bør ikke tage nogen form for medicin uden at have talt med en læge om det. Man skal tage den med ro og ikke dyrke motion, mens man er syg.
Ofte vil man blive indlagt på et hospital, og diagnosen stilles ved hjælp af sygehistorien, symptomerne, specielle blodprøver og eventuelt en vævsprøve (biopsi) fra leveren. Både blodprøver og biopsi kan også sige noget om sygdommens sværhedsgrad.
Behandling af smitsom leverbetændelse
Behandlingen af smitsom leverbetændelse er en speciallægeopgave og afhænger mest af, om der er tale om akut eller kronisk hepatitis (se forløbet af de enkelte typer nedenfor).
Nogle akutte forløb går over af sig selv og kræver ingen behandling. Man nøjes her med at observere og sørge for fornuftig ernæring og alkoholafholdenhed. Det gælder det akutte forløb af hepatitis A, B, D og E. Man kan vaccinere for hepatitis A, hvilket også har effekt, når det gøres hurtigt efter man er blevet udsat for smitte. Hepatitis C skal behandles i den akutte fase for at modvirke den høje risiko for udvikling af kronisk sygdom (se forløb og komplikationer nedenfor). Hvis der, i værste fald, udvikles totalt leversvigt, kan eneste livsreddende behandling være akut levertransplantation.
Kronisk hepatitis behandles med speciel medicin, som til en vis grad forhindrer nogen virus-typer i at dele sig i levercellerne.
Der findes effektive vacciner mod hepatitis A og B, se mere under afsnittet om forebyggelse nedenfor.
Forløb og komplikationer
Som nævnt kan hepatitis være akut eller kronisk, hvor sidstnævnte varer over 6 måneder. En kronisk leverbetændelse kan dog også vise sig som et anfald af akut sygdom og siden falde til ro og udvikle sig langsomt. Kronisk hepatitis kan føre til udvikling af skrumpelever og give øget risiko for udvikling af leverkræft .
Generelt kan man sige, at akut hepatitis sjældent varer mere end 2-3 mdr. og ender som regel med, at man bliver helbredt. Der er dog risiko for, at den kan udvikle sig til kronisk hepatitis eller direkte føre til leversvigt, som er dødeligt i 50% af tilfældene. De forskellige virustyper har forskellige typiske forløb og komplikationer:
Hepatitis A virus:
Giver akut hepatitis, som aldrig udvikler sig til kronisk sygdom. Små børn har milde sygdomsforløb og udvikler næsten aldrig gulsot. Risikoen for leversvigt er meget lille (ca. 1 ud af 1.000), og man bliver helt rask efter én til to måneder, hvorefter man er immun overfor sygdommen resten af livet. Man kan dog være træt i op mod et halvt år efter en akut hepatitis A virus-infektion.
Hepatitis B virus:
Giver ofte ingen akutte symptomer, men 10-15 udvikler kronisk infektion, som kan være alt fra harmløs (rask smittebærer) til meget aggressiv. Hver femte med kronisk infektion udvikler skrumpelever i løbet af 5-15 år og 10-20% udvikler leverkræft. Ni ud af ti børn, der smittes af deres mor ved fødslen, får kronisk infektion med hepatitis B virus.
Hepatitis C virus:
Meget få får akutte symptomer med gulsot, men op mod 80% får kronisk hepatitis. En femtedel af disse får skrumpelever efter mange år, hvilket oveni giver øget risiko for leverkræft.
Hepatitis D virus:
Smitter som nævnt kun personer, der allerede har akut eller kronisk hepatitis B og hepatitis D forværrer forløbet.
Hepatitis E virus:
Ligner hepatitis A og giver ikke kronisk sygdom. Risikoen for leversvigt er lidt større men under 5%. Det er især gravide, der er udsatte for komplikationer.
Mange lever med kronisk leverbetændelse uden at mærke synderligt meget til sygdommen. Slutstadiet er altid skrumpelever, men udvikling af dette kan tage mange år, og det er ikke usandsynligt, at man dør med sin sygdom og ikke af sin sygdom.
Forebyggelse af smitsom leverbetændelse
Grundet forskellene i smitteveje ved de forskellige virus-typer, er det også forskellige tiltag, man kan gøre for at forebygge de enkelte sygdomme. Man bør overveje, om man er i en risikogruppe (som nævnt under smitteveje ovenfor) for at få en af sygdommene og tage udgangspunkt i dette mht. forebyggelse.
Vaccinationer:
Hepatitis A og B kan forebygges med vaccination.
Hepatitis A er især udbredt i fattige lande (mest i Asien, Afrika og Sydamerika) og planlægger man længere rejser til sådanne områder, eller har omgang med smittede personer, kan det anbefales at blive vaccineret. Man skal stikkes i skulderen to gange med et halvt til et helt års mellemrum, hvorefter man er næsten 100% beskyttet i 20 år. Ved kortere rejser kan man nøjes med såkaldt gammaglobulin, som ligner de stoffer, immunforsvaret selv laver mod hepatitis A virus, og derfor øger immunsvaret på infektion, så sygdommen ikke kommer til udtryk. Gammaglobulin gives ved en enkelt insprøjtning og er billigere end vaccination. En dosis beskytter i 1-3 måneder og kan også gives til en smittet persons familie, så de er immune, indtil leverbetændelsen aftager.
Hepatitis B vaccination er relevant for personer, der har risiko for at stikke sig på brugte nåle, eller har ubeskyttet sex med mange partnere. Vaccinationen gives som en indsprøjtning, som gentages efter én og igen efter syv måneder og varer derefter hele livet.
Anden forebyggelse:
Udover vaccinationer, kan man forsøge at undgå smitte. Hepatitis A og E, som begge smitter fæko-oralt gennem forurenede mad- og drikkevarer, forebygges ved følgende på rejser i fattige lande:
- Grundig hygiejne, f.eks. grundig håndvask med sæbe efter alle toiletbesøg - undgå at dele håndklæde.
- Grundig skylning af ubehandlede madvarer (rå grøntsager, salat, frugt etc.) i rent vand.
- Undgå især skaldyr fra vand, der kan være forurenet af kloakudløb.
Hepatitis B, C og D som smitter fra blod til blod eller ved seksuel kontakt forebygges ved at:
- Undgå at dele kanyler, piercingnåle, tatoveringsnåle, barbergrej med andre.
- Benyt altid kondom ved seksuelt samvær.
Denne artikel er oprettet på Sundhedsguiden d. 14.08.06