De kolde vintermåneder har efterhånden vundet indpas i det danske land, dermed er det også starten på endnu en sæson for vinterbaderne. I den forbindelse er Rådet for Større Badesikkerhed kommet med en række gode råd til vinterbadere.
Hvad sker der med kroppen når man vinterbader?
Personer der vinterbader oplever, at pulsen falder og blodtrykket stiger når man udsætter kroppen for et iskoldt vinterbad. Dette giver vinterbaderne en følelse af at kunne mærke blodet strømme rundt i kroppen. Undersøgelser har bevist, at kroppen udskiller store mængder stress-hormoner, og særligt sker der en stigning i blodets indhold af noradrenalin og kortisol. Udskillelsen af stress-hormonerne menes at have en positiv indvirkning på humøret, ligesom det er med til at give det sus i kroppen, som er beskrevet af mange vinterbadere.
Otte gode vinterbaderåd
Før du går i vandet
1. Bad aldrig alene
2. Tjek badeforhold og kend redningsudstyr
3. Pas på is på trappe og bro
4. Sænk kroppen roligt ned i vandet
- Bad helst mindst 3 personer sammen, så hvis uheldet er ude, kan én person blive hos den tilskadekomne og én anden skaffe hjælp.
- Det er en god ide at tjekke vejret på DMI samt badevandskvaliteten på badevand.dk
- Hav styr på redningsudstyr og sørg for at det ligger nemt tilgængeligt
- Hold bro og trappe fri for is. Et fald kan have katastrofale følger
- Spring aldrig på hovedet i vandet
- Hvis du kommer direkte fra en sauna, så vent et minuts tid før du går i vandet.
Undersøgelser har vist, at jo større temperaturforskel der er fra saunaen og det iskolde vand, desto større er risikoen for en alvorlig blodtryksstigning. Hvis du venter et minut, så vil kroppen være kølet så meget ned, at temperaturforskellen kun vil medføre en mindre blodtryksstigning
Når du er i vandet
5. Træk vejret roligt
6. Hold øje med hinanden
7. Hold dig tæt ved trappe eller opgang
8. Svøm aldrig under isen
- Hvis du trækker vejret for hurtigt (hyperventilerer), vil det kunne medføre at du besvimer i vandet
- Dem man har hilst på inden man går i vandet, dem holder man øje med når man er i vandet.
- Skulle du pludselig få det dårligt, så signaler til de andre med det samme
- Kom ikke længere væk fra stigen/opgangen end du kan nå den i få tag
- Normalt varer et vinterbad kun i 10-30 sekunder. Er man i vandet i længere tid, risikerer man at miste kræfterne og følelsen i fingre og tær, hvilket kan gøre det svært at komme hen til og op ad en stige
- Man kan ikke undervandssvømme så langt i iskoldt vand, som man kan i tempereret vand. Kulden kræver hyppigere vejrtrækning.
Hvem kan vinterbade?
- Alle raske personer kan vinterbade
- Personer med hjerteproblemer eller for højt blodtryk skal have godkendelse af deres læge inden de evt. starter
- Man må ikke vinterbade, hvis man er forkølet, har feber eller føler sig utilpas
- Ingen badning hvis du er påvirket af alkohol, medicin eller euforiserende stoffer