Hævede spytkirtler er i de fleste tilfælde symptom på fåresyge . I særlige tilfælde kan en infektion i spytkirtlerne også skyldes bakterier, især når en spytkirtel er skadet som følge af spytsten , eller når kroppens modstandskraft over for infektioner er nedsat pga. andre sygdomme. En inficeret spytkirtel er hævet og øm. Ofte er også halsens lymfekirtler forstørrede og ømme. Man bør undgå stærkt krydret mad og citrusfrugter, som forværrer hævelsen og smerten.
Der kan være udflåd af puds fra den angrebne spytkirtel, hvilket kan give en dårlig smag i munden. Hvis infektionen ikke behandles, kan spytkirtlen skades så voldsomt, at den holder op med at fungere. Opdager man hævelser i munden, under hagen eller omkring underkæben, bør man søge læge og få det undersøgt.
Behandling
Bakterieinfektioner i spytkirtlerne kan i reglen behandles med antibiotika. Man kan også forsøge at udvide spytkirtlens udførselsgang ved hjælp af en sonde. Når man har fået bugt med infektionen, genoptager spytkirtlen sin normale funktion. Hvis en større del af kirtelvævet er gået tabt og er blevet erstattet af arvæv, kan kirtlens funktion dog forringes.
Når man ikke længere har en infektion i udbrud, kan kirtlens tilstand bedømmes ved en røntgenundersøgelse som kaldes sialogram.
Nu om dage bruger man som regel CT-skanning til at bedømme infektionen. Det skadede væv eller eventuelt hele kirtlen kan fjernes ved et operativt indgreb, hvorefter de øvrige spytkirtler kan overtage dens funktion.
Læs mere om: spytsten