Konsekvenser af PCOS Artikel

At have PCO og insulinresistens kan på længere sigt have andre konsekvenser, som er værd at være opmærksom på. f.eks kan der være øget risiko for kræft i livmoderen, udvikling af type 2 diabetes og øget risiko for hjertekarsygdomme.

PCO og kræft i livmoderen

Det forhøjede østrogenniveau kan i kraft af en forøget stimulation af slimhinden i livmoderen sammen med den sjældne afstødning pga. cyklusforstyrrelser, i visse tilfælde øge risikoen for kræft i livmoderen. Har man meget langt mellem menstruationerne eller måske helt ophørt menstruation, er det derfor vigtigt at få en hormonbehandling, der sikrer en regelmæssig afstødning af slimhinden.

Læs også om kræft i livmoderen her

Udvikling af type 2 diabetes

Den nedsatte insulinfølsomhed, det konstant let forhøjede blodsukker og den forøgede insulinproduktion, kan på længere sigt øge risikoen for udvikling af type II diabetes - også hos normalvægtige.

Læs også om type 2 diabetes her

Insulinresitens øger risiko for hjertekarsygdomme

Ved overvægt afgiver fedtvævet fedtstoffer som fx kolesterol til blodet. Disse fedtstoffer kan aflejres på indersiden af blodkarrene og give højt blodtryk og øget risiko for hjertekarsygdomme. Den forstyrrede fedtstofbalance pga. insulinresistensen øger risikoen for hjertekarsygdomme - også hos normalvægtige.