Definition og årsager
Analatresi er en medfødt tillukning (atresi) af endetarmsåbningen (anus). Endetarmsåbningen kan være lukket af en hinde eller mangle helt. I mange tilfælde ledsages misdannelsen af en ufuldstændigt udviklet lukkemuskel, som normalt styrer tømning af tarmen. Der kan i nogle tilfælde danne sig alternative kanaler (fistler) fra endetarmen til mellemkødet, urinrøret eller skeden.
Ca. 1 ud af 5000 nyfødte har en misdannelse af endetarmsåbningen med en lille overvægt af drengebørn. Årsagen er ukendt.
Symptomer og diagnose ved misdannelse af endetarmsåbningen
Den nyfødte afgiver normalt den første afføring inden for det første døgn. Den første afføring kaldes mekonium og er grønsort og tjæreagtig. Ved misdannelse af endetarmsåbningen er der ikke nogen afgang af afføring.
Ved den første lægeundersøgelse af den nyfødte undersøges endetarmsåbningen for misdannelser. Diagnosen stilles efter at lægen har undersøgt, om passagen mellem endetarmsåbningen og endetarmen er normal.
Behandling af misdannelse af endetarmsåbningen
Behandlingen af analatresi er først og fremmest kirurgisk. Der anlægges en kolostomi , hvor tarmen ved en operation føres ud til huden i maveregionen, således at afføringen passerer ud gennem en kunstig åbning til en pose på maven. Senere forsøger man at oprette forbindelsen mellem endetarmsåbningen og endetarmen og lukke kolostomien igen.
Prognosen er forholdsvis god, men hvis endetarmsåbningens lukkemuskel er inddraget, kan det være svært at opnå en normal kontrol af afføringen.