Ved sygdom i tarmen er det i nogle tilfælde nødvendigt at fjerne et stykke af tarmen ved en operation. Dette kan eksempelvis skyldes betændelsestilstande som svære tilfælde af colitis ulcerosa , crohns sygdom , kræft i tarmen og i nogle tilfælde ved godartende svulster , eller hvis der går hul på udposninger på tarmen . Der findes en række andre tilstande, hvor det er nødvendigt at fjerne dele af tarmen, men de er mere sjældne.
I nogle tilfælde kan man bortoperere et stykke af tarmen og sætte enderne sammen igen. Dette gøres, hvis der er god mulighed for, at de kan vokse ordentligt sammen uden betændelse og med en god blodforsyning. I andre tilfælde er man nødt til at udlade at sy tarmen sammen og i stedet føre tarmens ende ud gennem bugvæggen og maveskindet. Dette kaldes en stomi.
Det er kirurgen, der vurderer hvilken type operation, der er den mest velegnede i det enkelte tilfælde. Man vil altid forsøge at undgå en stomi, men det er ikke altid teknisk muligt, og i nogle tilfælde er det den bedste løsning.
Er det tyktarmen, der føres ud, kaldes det en kolostomi, hvis det er den nedre del af tyndtarmen, kaldes det en ileostomi. I nogle tilfælde anlægger man en midlertidig stomi ved operationen, men bibeholder tarmsegmentet nedenfor det, der føres ud, som så ligger blindlukket inde i maven. Man kan så ved en senere operation lægge stomien tilbage og sy enden tilbage sammen med det blindlukkede stykke. Således bliver tarmen igen et langt rør, der ender ved anus. Tilbagelægning kræver, at det i det enkelte tilfælde skønnes teknisk muligt, og at patienten er i en sådan almentilstand, at vedkommende kan tåle det.
Operation af tarmene med stomianlæggelse foregår i fuld bedøvelse. Inden operationen, såfremt denne er planlagt og ikke akut, skal patienten faste og udrenses, dvs. tarmen skal tømmes, hvilket gøres med afføringsmiddel. Dette gøres for at nedsætte risikoen for infektion og spild af tarmindhold ud i bughulen under operationen.
Desuden vil patienten blive informeret om stomi, samt dennes placering, og hvis der er tale om en planlagt operation, vil patienten komme til at snakke med en stomisygeplejerske, der vil informere om stomipleje, samt lave en markering på patientens mave, hvor stomien skal sidde. Således sikrer man den placering, der er bedst for patienten, og så den er mindst muligt i vejen for beklædningsgenstande som livrem og bukser.
Tyktarmen har normalt funktion af reservoir, hvor det tyndtflydende indhold fra tyndtarmen ender, og det meste væske genoptages i kroppen. Hvis der anlægges en lav kolostomi, vil patienten ofte have færre afføringer med lidt mere konsistens gennem stomien, mens ileostomiproduktionen er hyppigere og til tider næsten kontinuerlig med tyndere indhold.
Ved alle stomier løber afføringen ud i speciel flad pose, der lukker tæt omkring stomihullet. Posen kan ikke ses under tøjet, og mange med stomi lever et helt normalt liv uden store gener.
Efter operationen er patienten tilknyttet et stomiambulatorium, og han eller hun oplæres i stomipleje. Hos stomisygeplejersken findes en række pjecer om en tilværelse med stomi, og hvordan man opretholder et normalt liv.
Læs også: Kegleoperation og Operation kan hjælpe danskere, som lider af migræne.