Hvad er polycystisk ovariesyndrom - PCO? Artikel

PCOS er den mest udbredte hormonelle/(endokrine) forstyrrelse hos kvinder i den fødedygtige alder. Faktisk har ca. 20% af alle kvinder PCO og ca. 15% af alle kvinder har PCOS. PCO er forkortelsen for polycystisk ovarie (æggestok). PCOS er, når man har PCO, men med flere symptomer tilknyttet.

Hvad er PCO?

PCO er forkortelsen for polycystisk ovarie (æggestok), hvilket refererer til de mange små cyster (ægblærer) som typisk ses når man ultralydsscanner en PCO-æggestok. Man har oftest PCO på begge æggestokke - men nogle kvinder har det kun på den ene.

Læs også:
Symptomer på PCO

Hvad er PCOS?

PCOS er forkortelsen for polycystisk ovariesyndrom, hvilket betyder at man ud over at have PCO også har et eller flere symptomer, som har sammenhæng med PCOS.

PCOS blev beskrevet første gang i 1935 af lægerne Stein og Leventhal. Syndromet kan komme meget forskelligt til udtryk, og derfor har der indtil i sommers 2003 hersket stor uenighed om, hvordan syndromet skulle defineres. Der har således både været en overordnet nordeuropæisk og en overordnet nordamerikansk definition samt forskellige variationer ud fra disse definitioner. Dette har vanskeliggjort evaluering og sammenligning af videnskabelige undersøgelser.

Læs også:
Hvornår har man polycystisk ovariesyndrom

Nu er der imidlertid opnået enighed om en fælles definition, idet 22 førende PCO-forskere fra hele verden i ESHRE- og ASRM-regi er blevet enige om en definition, som er et kompromis af den nordeuropæiske og nordamerikanske definition. Gruppens consensus omkring en definition blev fremlagt på den europæiske fertilitetskongres (ESHRE) i Madrid sommeren 2003.

PCOS på Verdensplan

PCOS varierer i forekomst og præsentation rundt om i verden og inden for forskellige racegrupper inden for samme land. Der findes bl.a. en høj forekomst af PCOS blandt kvinder i mellemøsten, hvorimod det er mere sjældent i Asien.

Læs også:
Er PCO arveligt?

Det er spørgsmålet om forskellene udelukkende udspringer af genetiske variationer, eller om kost og livsstilfaktorer også spiller en rolle.