Definition af psoasmusklen
Psoasmusklen strækker sig fra lændehvirvelsøjlen til den øverste del af lårbenet. Psoas er uden sammenligning den stærkeste hoftebøjer vi har.
Den har endvidere stor betydning for hvor meget vi svajer i lænden, og dermed for vores holdning.
Psoasmusklen har bl.a. følgende betydning:
- Ligger man på ryggen med fødderne ind under f.eks. en kommode eller en ribbe, vil samtrækning af musklen føre til at overkroppen hæves, man sætter sig altså op.
- Er kroppen fastlåst, f.eks. hvis man ligger på ryggen og en anden person trykker ned mod brystkassen, eller man hænger i armene, vil musklen kunne føre benene op mod kroppen.
Smerter i psoasmusklen
Smerter fra psoasmusklen vil oftest mærkes i lysken, men smerterne kan stråle ud til lænd og korsben (længere nede end lænden), til underlivet eller ned foran på låret. Nogle gange vil der være smerter ved samleje. Fysisk aktivitet, først og fremmest at gå og især på trapper, vil ofte forværre smerterne.
Kvinder der har smerter i underlivet bør altid først få foretaget en gynækologisk undersøgelse for at udelukke sygdom her.
Smerter kan stamme fra psoasmusklen, hvis en eller flere af følgende manøvrer medfører forværring af ens symptomer:
- Tryk på musklen, f.eks. ved siden af navlen eller nede i lysken, når man ligger på ryggen med hofter og knæ halvt bøjede.
- Stå op ad en væg med hoften bøjet 90 grader. Lad en anden person trykke ned på låret, så benet ikke hæves yderligere selvom du prøver. Du kan også selv presse lår og hænder mod hinanden, mens du ligger på ryggen med hofterne bøjede 90 grader.
- Udspænding af psoas. Det kan f.eks. gøres ved at knæle ned på det ene knæ og så føre hoftepartiet frem mod det andet ben der støtter bøjet foran.
- Stå op og lav en sidebøjning af ryggen væk fra den side der er smerter i. Stivhed og forværring af ens smerter kan her, som i de tre ovenstående eksempler, være tegn på problemer i psoas.
Få psoasmusklen til at slappe af
Er der unormale spændinger (myoser) i psoas, må man få musklen til at slappe af.
Det kan f.eks. ske ved at trykke i bestemte områder med en speciel teknik, eller ved at benytte den afslappende effekt det har efter man har trykket det bøjede lårben op mod maven imod kiropraktorens hånd uden at benet bevæger sig (kiropraktor og patient trykker lige hårdt).
Den sidstnævnte behandling kan man også give sig selv. Lig på ryggen med hoften bøjet 90 grader (ligesom i undersøgelse nr. 2 beskrevet ovenfor) og tryk så hænderne let mod lårene der trykker imod, så der ikke sker nogen bevægelse. Tryk i ca. 5 sekunder og slap så helt af mindst ligeså længe. Gentag 5 gange.
Ofte skal årsagen til symptomerne fra psoas findes andre steder. Det kan fx være fastlåsninger i ryggen i den nederste del af brysthvirvelsøjlen (fx hos personer med Scheurmanns sygdom) i lænden eller et af leddene på siden af korsbenet. Som altid gælder det om at behandle årsagen og ikke blot symptomet.
Er psoas for stram må den strækkes ud. Lig på ryggen på yderkanten af en seng med det ene ben ud over kanten, så hoften strækkes bagud. Træk det andet ben med bøjet knæ op mod brystet og hold det der. Benet der hænger ud over kanten løftes så en lille smule og den stilling holdes i 15 sekunder. Benet skal så igen hænge ned så hoften bøjes bagover, ca 15-30 sekunder. Løft og afslapning gentages 5 gange.
Psoasmusklen strækkes i den side hvor benet ligger ud over kanten. Er stillingen med benet ud over sengekanten upraktisk, kan man ligge på et hårdt underlag med det ene knæ trukket op mod brystet, mens det andet ben trykkes strakt ned mod underlaget. Tryk 15 sekunder og slap af 15-30 sekunder - gentag 5 gange.
En stram psoasmuskel vil trække lænden fremad så lændesvajet bliver større. For at kunne modvirke denne svajryggethed, må mavemusklerne være stærke nok. Stærke mavemuskler kan nemlig udrette et for stort svaj i lænden.
Det er altså vigtigt at træne mavemuskler, hvis man har problemer med psoas. Selve psoas musklen er normalt stærk nok. Den bliver konstant trænet, når vi går (især på trapper) og hvis vi løber.