Tumorer kan opstå hvor som helst i munden bortset fra tænderne. De kan være enten godartede eller ondartede, og årsagerne til deres opståen er i begge tilfælde kun lidt kendte. En godartet tumor viser sig som en afgrænset knold, der langsomt vokser. En ondartet tumor breder sig derimod til det omgivende væv og til andre organer i kroppen.
Ondartede tumorer i tungen breder sig i løbet af nogle måneder, mens de, der opstår andre steder i mundhulen som regel breder sig inden for et par år.
Symptomer
Godartede tumorer i mundhulen optræder oftest alene. De er i begyndelsen små, lyse knuder, som øges i størrelse i løbet af et par år. Hvis de bliver mere end 10 mm i diameter kan de forårsage problemer med tandproteser. Godartede tumorer i tungen kan bløde meget, men giver sjældent smerter.
Også ondartede tumorer optræder som regel alene. De har i begyndelsen et udseende, der ligner de godartede, men de vokser hurtigere og viser sig hurtigt som let blødende sår, der ikke vil læges. Tumoren vokser og ødelægger nærliggende områder i munden.
Tumorer i tungen medfører, at tungens bevægelsesevne kan forringes, så det bliver svært at spise og tale. Ondartede tumorer kan i et fremskredent stadium give smerter.
Læs også: Tumorer i tyndtarmen
Komplikationer
Ondartede tumorer i mundhulen er ikke almindelige og er meget sjældne før 40 års alderen. Der opdages årligt cirka 4 tilfælde pr. 100.000 indbyggere i Danmark. De er mere almindelige hos rygere, folk der bruger snus og drikker alkohol. Ondartede tumorer opstår som regel først efter 60 års alderen. De er mere almindelige blandt mænd end blandt kvinder. Også godartede tumorer er sjældne.
Godartede tumorer giver som regel ingen komplikationer. Ondartede tumorer kan være ophav til metastaser andre steder i kroppen. Jo senere en ondartet tumor opdages, jo dårligere er prognosen.
Forholdsregler
Man bør altid kontakte lægen eller tandlægen og blive undersøgt, hvis man har en knude, et sår eller andre forandringer i mundslimhinden, som ikke forsvinder inden ti dage. Det samme gælder, hvis man oplever, at tungens bevægelighed forringes.
Vævsforandringerne undersøges med såkaldt biopsi, hvor man skærer en lille smule væv ud til mikroskopisk undersøgelse. Indgrebet tager kun et par minutter og er helt smertefrit, eftersom området først bedøves.
Behandling
De fleste godartede tumorer udgør ikke noget problem, og man nøjes derfor ofte med at kontrollere dem hvert halve år eller en gang om året. Større godartede tumorer, som er skæmmende, kan fjernes og udseendet derefter efter behov genoprettes med plastikkirurgi .
Behandlingen af ondartede tumorer er afhængig af, hvornår tumoren opdages. Har tumoren ikke nået at brede sig, kan man operere den væk. I senere stadier, når tumoren har nået at brede sig, behandles den i stedet med stråling, cellegifte eller begge dele. Ondartede tumorer, der opdages på et tidligt stadium, behandles oftest med heldigt resultat.