Ufrivillig vandladning (urininkontinens) Artikel

Ved ufrivillig vandladning forstår man ufrivillig urinafgang, som forårsager sociale og/eller hygiejniske gener. Ca. 25% af alle kvinder over 30 år oplever ufrivillig afgang af urin, men det er langt fra alle, der opfatter det som et socialt eller hygiejnisk problem.

Definition og årsager til ufrivillig vandladning

Man inddeler inkontinens efter, hvordan symptomerne fremstår.

Stressinkontinens

Stresseinkontinens er den hyppigste form. Her kan kvinderne have en mindre urinafgang i forbindelse med anstrengelse, eller når de hoster eller nyser. Årsagen til denne form for inkontinens er, at lukkemusklen, der omgiver urinrøret samt bækkenbunds-muskulaturen, er blevet for slap.

Læs mere om Stressinkontinens her

Nervøs blære (Urgeinkontinens)

Nervøs blære (urgeinkontinens) er en inkontinenstype, hvor kvinden pludselig får en voldsom trang til at komme på toilettet. Ofte når hun det ikke og har afgang af urin. Dette skyldes i reglen en uhæmmet sammentrækning af blæren, men kan også være en følge af neurologiske lidelser, strålebehandling eller blærebetændelse.

Overløbsinkontinens

Overløbsinkontinens viser sig med symptomer, der minder om nervøs blære. Her er blæren relativ stor men slap. Tilstanden kan bedst beskrives ved, at man forestiller sig, at den normale blære opfører sig som en ballon, der vokser når den pustes op, og trykket langsomt stiger. Den store, slappe blære minder mere om en plastikfodbold, der nemt pustes op, til den har nået sin form, hvorefter trykket pludseligt stiger voldsomt. Årsagen til en slap blære med efterfølgende overløbsinkontinens kan være indtag af medicin, der nedsætter vandladningstrangen eller blærens evne til at trække sig sammen. Det kan skyldes en neurologisk/neurokirurgisk lidelse eller skyldes, at kvinden gennem længere tid har oparbejdet en evne til at holde sig, så hun ikke behøver at gå på toilettet så ofte (selskabsblære).

Sivende konstant inkontinens

Sivende konstant inkontinens er en tilstand, hvor der konstant siver urin, og kvinden ingen mulighed har for at holde urinrøret lukket. Dette kan ses efter større gynækologiske operationer eller traumer mod bækkenet.
Endelig kan der ses en blanding af de forskellige typer.

Symptomer på ufrivillig vandladning (urininkontinens)

Se ovenstående.

Forholdsregler og diagnose ved ufrivillig vandladning

Diagnosen stilles først og fremmest på symptomerne og kvindens fortælling. Derudover kan man som hjælp i udredningen anvende et urinskema. Heri anfører man, hvornår og hvor meget man drikker, hvornår man går på toilettet, samt hvor meget man tisser (man skal afmåle), og hvornår og i hvilken forbindelse man har ufrivillig vandladning.

Der udføres en gynækologisk undersøgelse , og bækkenbundsmuskulaturen vurderes.

En måling af, hvor kraftigt man tisser, en såkaldt flowmåling, er et almindeligt redskab til at bedømme inkontinens. Her skal kvinden med fuld blære lade vandet på et toilet, der er påmonteret et måleapparatur.

Mængden af urin, der er tilbage i blæren (residualurin) kan bedømmes ved en simpel blæreskanning, der bygger på ultralyd .

Hvis der er tale om urgeinkontinens, kan en cystometri være nødvendig. Dette er en trykmåling, hvor en probe placeres i blæren, mens denne fyldes med vand eller kuldioxid.

En cystoskopi kan udføres, hvis der er mistanke om anatomiske defekter i blæren (eksempelvis tumor ).

Annonce:

Behandling af inkontinens

Hvis kvinden har ført væske/vandladningsskema, kan der allerede ved første konsultation vurderes, hvorvidt en evt. natlig inkontinens skyldes uhensigtsmæssige drikkevaner.

Kvinder med stressinkontinens eller blandingsinkontinens henvises til fysioterapeut, hvor der påbegyndes bækkenbundstræning, eksempelvis med vaginalvægte, der placeres i skeden, og kvinden kan gå rundt med dem. Træningen består i at holde dem inde. Alternativt anvender nogle elstimulation.

Nogle kvinder skal vandladningstræne, dvs. de træner i at tømme blæren ved at gå på toilettet ofte og lade vandet to gange hurtigt efter hinanden (double voiding).

Nogle kvinder (specielt postmenopausale ) kan få medicinsk behandling.

Desuden findes andre mekaniske hjælpemidler, som f.eks. tamponer, der indsættes i skeden, og idet disse bliver våde, vil de udvides og støtte blærehalsen. Der findes også små plastpropper, der kan indsættes i urinrøret.

Hos nogle kvinder er sidste udvej en operation. Kvinder med urgeinkontinens kan have glæde af fysioterapeutisk træning, hvor kvinden træner blæren op til at rumme 200-400 ml, samt at have faste vandladningsintervaller (typisk 3 timer). Hvis der er konstateret overaktiv blære, kan der være mulighed for medicinsk behandling.

Forebyggelse af ufrivillig vandladning (urininkontinens)

Kvinder kan selv mindske risikoen for ufrivillig vandladning i form af overløbsinkontinens, ved ikke at forsøge at holde sig længe og gå på toilettet ved vanladningstrang.

Derudover kan natlige ufrivillige vandladninger mindskes eller forhindres ved at undgå at indtage større mængder væske (herunder specielt te eller kaffe) inden sengetid.

Jævnlig bækkenbundstræning mindsker også risikoen for udvikling af ufrivillig vandladning.

Læs også:
Sådan træner du din bækkenbund ved inkontinens