Hudens funktion
Huden er menneskets største organ. Den dækker vores ca. 2 kvadratmeter store overflade og vejer omkring 3 kg. Huden har en række funktioner, hvoraf overordnet beskyttelse af organismen er den vigtigste.
Som mekanisk beskyttelse ligger huden som et hurtigt helende lag, der skærmer kroppens indre dele mod slag og skrammer. Huden indeholder en masse sanseceller, som gør at vi f.eks. reflektorisk trækker hånden til os når vi rører ved noget varmt eller skarpt, for at undgå større skader på kroppen.
Huden er også en del af kroppens immunforsvar, idet den med sin store tæthed fysisk holder bakterier og andre skadelige mikroorganismer og stoffer ude af kroppen. Desuden er huden vandtæt, hvilket er vigtigt for at hindre vandfordampning. Mennesket består overvejende af vand og ville hurtigt blive dehydreret, hvis ikke huden holdt vandet tilbage.
Den store fare ved omfattende skader på huden (f.eks. større forbrændinger) er netop, at infektioner og væskefordampning har frit spil gennem den ødelagte hud.
Hudens opbygning
Huden (cutis) er opbygget af to lag. Det øverste, synlige lag kaldes overhuden eller epidermis. Under den ligger læderhuden eller dermis, som er tykkere end overhuden. Under disse to lag findes underhuden, subcutis, som udgør et lag med isolerende og stødabsorberende fedt.
Overhuden - Epidermis
Overhuden består af to lag- yderst et lag af døde, forhornede celler og inderst et levende, aktivt cellelag. Der sker en meget hurtig omsætning af celler.
Langt de fleste af cellerne er af typen kaldet pladeepithel. De dannes hele tiden i overhudens levende del og bliver så skubbet ud mod overfladen, når der igen dannes nye celler under dem. Efterhånden som epithel-cellerne nærmer sig hudoverfladen, fyldes de op af et hårdt stof, keratin, hvorved de dør. Denne proces kaldes forhorning og overhudens yderste lag kaldes derfor hornlaget. (Keratin er også det stof, der gør hår og negle hårde).
Hudbarriere og hudfarve
De levende celler i overhuden producerer en række fedtstoffer, som lægger sig mellem horncellerne og danner en næsten helt vandtæt barriere. Hudbarrieren hindrer dels fremmede microorganismer i frit at invadere kroppen og dels hindrer den vandet i at fordampe fra hudens dybere lag og dermed udtørring af huden (se Hudpleje ) og dehydrering.
Overhudens levende lag indeholder også pigmentceller (melanocytter). De producerer farvestoffet melanin, der beskytter den underliggende læderhud mod de skadelige UV-stråler fra solen. Det er melanin, der giver huden den brune farve efter ophold i solen.
Celleomsætning i epidermis
Overhudens døde hornceller slides efterhånden af på grund af den friktion, som huden udsættes for. På denne måde holder overhuden en nogenlunde konstant tykkelse (under én millimeter). Afslidningen sker især når vi går og arbejder med hænderne, men også som følge af alle bevægelser og slitagen fra tøjet. En stor del af almindeligt hus-støv udgøres faktisk af disse døde celler!
Det tager i gennemsnit to måneder inden en nydannet hudcelle når hudoverfladen og slides af. De legemsdele som er udsat for en større slitage, har en tykkere overhud, og derfor tager omsætningen af celler i huden på disse legemsdele længere tid. Nogle hudsygdomme forårsages af forstyrrelser i omsætningen af hudceller. For eksempel ved Psoriasis sker der en ansamling af døde celler på hudens yderside, fordi dannelsen af nye celler i hudens dybereliggende del er usædvanlig stor.
Læderhuden- Dermis
Læderhuden er hudens tykkeste lag. Det er først og fremmest et bindevævslag, som giver huden dens styrke og elasticitet. Derudover findes der i læderhuden mange specialiserede væv, f.eks. hårsække, svedkirtler, talgkirtler og sanseceller.
Bindevævet
Læderhuden er langt mere cellefattig end overhuden. Der ses flest bindevævsceller (fibroblaster). Disse celler producerer fibre med forskellige egenskaber. I dermis er der således rigeligt med fibre af materialerne kollagen og elastin. De kollagene fibre er i familie med dem som bl.a. brusk er opbygget af og de giver huden dens styrke. Elastinfibrene er, som navnet antyder, elastiske og giver huden dens spændstighed og elasticitet. Udover fiberstrukturer findes også andre molekyler, som blandt andet binder vand i læderhuden.
Når huden ældes og der opstår rynker, er det især fordi bindevævet i dermis bliver mere sparsomt og huden bliver tyndere og mister sin elasticitet og vandbindingsevne (se Aldersforandringer i huden ).
Specialvævene
Som nævnt indeholder dermis også en masse specialstrukturer. Der er mange kirtler, som producerer talg og sved. Deres udførselsgange strækker sig op gennem epidermis og munder ud i porer på overfladen. Hvis talgkirtlerne overproducerer (som i puberteten) eller porerne er stoppede, kan det føre til infektioner i kirtlerne, der ses som Akne (bumser, uren hud).Også hårsække ligger i den seje læderhud, og derfor sidder hår så fast som de gør!
Endelig er dermis rig på sanseceller. Disse specialceller er direkte forbundet til nervesystemet og registrerer tryk og berøring, kulde og varme samt smerte fra huden til rygmarven og hjernen. Nogle sygdomme opstår når f.eks. en virus benytter de lange nerveceller til at sprede sig til huden. Dette gælder f.eks. Forkølelsessår og Helvedesild, som begge skyldes en herpes virus (hhv. herpes simplex og herpes zoster).