Blodforgiftning og bakterier i blodet (Sepsis og bakteriæmi)

Sepsis er en betegnelse for en systemisk reaktion pga. en alvorlig infektion i kroppen. Bakteriæmi er en tilstand, hvor der er levende bakterier i blodet, men dette siger ikke noget om, hvorvidt kroppen er påvirket af disse bakterier. Normalt findes der ikke bakterier i blodet.

Definition og årsager

Bakteriæmi
Bakteriæmi er en tilstand, hvor der påvises levende bakterier i blodet, men dette siger ikke noget om, hvorvidt kroppen er påvirket af disse bakterier. Normalt findes der ikke bakterier i blodet, og denne tilstedeværelse af bakterier kan have 2 årsager:

Intravaskulær overførsel: Dvs. at bakterien kan stamme fra en genstand, som bliver placeret direkte i blodbanen, som f.eks slanger indført gennem huden og kunstige hjerteklapper.
Ekstravaskulær overførsel: Dvs. at bakterien er kommet ind i blodbanen via lymfesystemet (f.eks. ved at træde på et rustent søm) og har overlevet lymfesystemets immunforsvar.

Bakteriæmi ses hyppigt hos immunsvækkede mennesker, bl.a. folk der fejler forskellige blodsygdomme eller andre alvorlige lidelser. Ligeledes ses det hyppigt hos stofmisbrugere, der stikker sig selv med (usterile) nåle i blodårerne. Bakteriæmi kan desuden hyppigt ses (i mild grad) efter tandlægebesøg, specielt efter tandudtrækning.

I hospitalsregi har ca. 5% af de indlagte bakteriæmi. I nogle tilfælde kan
bakteriæmi forårsage en alvorlig blodforgiftning (se nedenfor), men gør det ikke altid.

Sepsis
Sepsis eller septikæmi kaldes på dansk blodforgiftning og er en betegnelse for en systemisk reaktion (påvirkning af hele kroppen) pga. en alvorlig infektion i kroppen. Ved en kraftig infektion danner immunforsvaret en række forskellige stoffer, som sammen med bakterierne vil påvirke kroppen. Sepsis defineres ud fra nogle specifikke symptomer (se nedenfor), der opstår som følge af denne påvirkning. Sepsis er altså ikke en selvstændig sygdom, men kan være en komplikation til infektioner, især hos personer med en grundlæggende immunsvækkende lidelse som f.eks. sukkersyge, leversygdomme og ondartede blodsygdomme.

Årsagen til sepsis kan være infektion med bakterier (hyppigst), virus, svampe og parasitter. Der er karakteristiske bakteriefund relateret til forskellige aldre og der ses også typiske bakterier ved infektioner på hospitalet. Alvorlige tilfælde af sepsis skyldes typisk infektion med bakterier. Sepsis skønnes at ramme 2 til 4 % af dem, der er indlagt på hospitaler.

I værste tilfælde kan sepsis føre til septisk shock . Dette er en akut livstruende tilstand, hvor blodtrykket falder til så lave værdier, at der ikke er blodgennemløb i de vigtigste organer (hjerne, nyrer, lever), hvorefter funktionen af disse organer stopper. Størstedelen af septisk shock tilfældene forekommer hos indlagte patienter.

Symptomer på bakteriæmi og sepsis

Bakteriæmi kan lede til symptomer af varierende karakter. Afhængig af hvor alvorligt tilfældet er, kan der ses alt lige fra ingen symptomer eller let feber til pludselig alvorlig sygdom som sepsis og septisk shock.

Ved sepsis kan ses følgende symptomer:
Tidlige symptomer:

Almen utilpashed, kulderystelser og muskelsmerter.
Høj feber (ofte af svingende karakter), kvalme og opkastninger.
Hurtig åndedræt.
Hurtig puls. Dvs. over 90 slag i minuttet.

Senere symptomer:

Bleg, kølig og blålig hud.
Svimmelhed og desorientering (konfusion) eller bevidsthedssløring.
Gulsot hvis infektionen sidder i leveren.

Ved svær sepsis kan der udvikles DIC (dissemineret intravaskulær koagulation), som er en tilstand, hvor der foregår en forøget koagulation (størkning) af blodet i årerne med efterfølgende dannelse af blodpropper f.eks. i benet samt spontane blødninger , når blodpladerne er opbrugt. Pludselig indsættende DIC ses specielt i forbindelse med sepsis og septisk shock , og der viser sig følgende symptomer:

Bevidsthedssløring og problemer med vejrtrækning.
Petekkier (små prikkede blødninger i huden).
Blødningstendens evt. fra operationssår pga. udtømning af blodplader i blodet ( Trombocytopeni).
Manglende vandladning pga. nyresvigt .
Blodpropper i mindre kar ses i den tidlige fase af DIC.
Blodpropper i større kar ses efter en længerevarende periode med DIC.

Forholdsregler og diagnose

Bakteriæmi
Hvis man har svingende feber og er hospitalsindlagt, er der risiko for, at man har sepsis evt. med bakteriæmi. Lægen vil tage en blodprøve i nogle specielle glas, i hvilke bakterier har gode vækstmuligheder, og sender dem til et laboratorium. Dette kaldes en bloddyrkning . Hvis der er bakterier i blodet, vil de vokse frem i glasset i løbet af få dage, og man kan bestemme typen af bakterien.

Sepsis
Hvis man får symptomer på sepsis, er det vigtigt at opsøge en læge. Lægen vil stille diagnosen ud fra de symptomer, man udvikler, og der er ikke tid til at vente på blodprøvesvar. Lægen vil spørge om følgende ting, som kan afdække sandsynligheden for, at der skulle være tale om sepsis:

Har man for nyligt været indlagt på et sygehus?
Har man tidligere fået antibiotika, som kan have forstyrret tidligere blodprøvesvar?
Har man været igennem en operation eller har haft plastikslanger eller fået indlagt proteser i kroppen for nylig?
Har man en grundlæggende sygdom, som kan påvirke immunforsvaret?
Har man et stofmisbrug?
Har man været på udlandsrejse i tropiske egne for nylig?

Behandling af bakteriæmi og sepsis

Bakteriæmi
Ved lette tilfælde af bakteriæmi kan man, efter at have fundet ud af hvilken bakterie, der er i blodet, behandle med et specifikt antibiotika, som rammer bakterien. Det kan enten gives på pilleform eller sprøjtes direkte ind i venerne, hvis man er svært påvirket. Sidstnævnte vil typisk ske ved indlæggelse på hospitalet. Behandlingstiden afhænger af hvilken type bakterie, der er tale om og kan variere fra 1-4 uger.

Sepsis
Ved svære former for sepsis skal man sikre, at der er tilstrækkelig blodgennemstrømning i organerne. Dette kan gøres ved at give væske og evt. blodtransfusion ind en blodåre. Dette er med til at holde blodtrykket oppe og dermed sikre iltforsyning til vævene. Man kan også give medicin, som påvirker blodkarrene til at få blodtrykket til at stige.

DIC udløst af sepsis behandles meget intensivt med sikring af blodgennemstrømning af vævet samt sikring af vejrtrækningen. Infektion behandles ved at give antibiotika direkte ind i venerne samtidig med at man giver forskellige stoffer, som hindrer koagulationen (størkningen). Hvis der er tale om en stor blødning pga. at størkningsproteinerne er brugt op, kan der gives en transfusion af blodplasma , som indeholder disse størkningsproteiner.

Ved sepsis skal man ligeledes sikre, at man får ilt nok ned i lungerne. Første tiltag er at give personen ilttilskud gennem et næsekateter, som er en lille plastikslange, hvorigennem der strømmer ilt ind i næsen. I de sværeste tilfælde af septisk shock, kan det blive nødvendigt at lægge personen midlertidigt i respirator for at hjælpe dem med at trække vejret.

Selve infektionen, som har ført til sepsis, bliver behandlet aggressivt med antibiotika, som rammer den bakterie, der mest sandsynligt forårsager infektion. Efter at man har dyrket blodet og fundet den skyldige bakterie (efter ca. et par dage), kan man, om nødvendigt, skifte til et antibiotika, som rammer netop denne bakterietype.

Har man en byld fyldt med bakterier, kan denne være årsag til den opståede sepsis, og man vil så fjerne denne og rense området ved et mindre operativt indgreb.

Forløb og komplikationer

Bakteriæmi: Prognosen afhænger af, hvilken type bakterie der forårsager infektionen, og om man har en grundlæggende sygdom. Generelt er bakteriæmi meget farligt, hvis man udvikler sepsis, og dødeligheden er i disse tilfælde høj. Dette gælder særligt ved infektion med visse typer bakterier.

Sepsis: Prognosen afhænger ligeledes af bakterietypen, grundlæggende lidelser og hvor hurtigt behandlingen iværksættes. Dødeligheden er høj ved sepsis, og prognosen derfor generelt dårlig. Ved septisk shock er prognosen endnu dårligere, og op til halvdelen af tilfældene ender med dødelig udgang.

Forebyggelse af bakteriæmi og sepsis