Hormonbehandling Artikel

Nogle vil mene, at alle kvinder, som har et eller flere af de symptomer/gener, i hvert fald bør tilbydes en eller anden form for hormonbehandling. Hvilken form for behandling, der er den rigtige for den enkelte kvinde, må hun diskutere, enten med sin praktiserende læge eller sin gynækolog. Der findes en mængde forskellige måder at give hormoner på.

Læs også: Symptomer på overgangsalder

Til »generel« behandling findes tabletter, plastre, gel og næsespray. Til »lokal« behandling i skeden findes stikpiller, tabletter, creme og en lille ring, man kan sætte op. P.t. findes ca 30 forskellige præparater, som enten indeholder det ene kvindelige kønshormon - østrogen eller begge hormoner, altså både østrogen og gestagen. Gestagen svarer til det hormon, som æggestokkene laver efter ægløsning (progesteron). Gestagen findes også alene i tabletter eller i en hormonspiral.

Helt kort kan man sige, at kvinder som har fået livmoderen fjernet, kan nøjes med det ene hormon - østrogen, medens kvinder, der har sin livmoder i behold, skal have såvel østrogen som gestagen. Dette skyldes risikoen for udvikling af kræft i livmoderen, hvis østrogen gives alene i længere tid. Østrogen kan dog gives alene som lokalbehandling i skeden. Det er specielt hensigtsmæssigt hvis problemet er »lokalt«, f.eks. tørre slimhinder, blærebetændelse eller inkontinens.

Kvinder, der ryger har et specielt problem og da omkring halvdelen af kvinder i overgangsalderen er rygere, er det vigtigt at oplyse lægen om det. Hos rygere omdannes nemlig det meste af det hormon, som gives som tabletter til ikkeaktivt stof i leveren. Der vil derfor ikke være den samme effekt mod f.eks. knogleafkalkning. Rygere kan derfor med fordel bruge østrogen som optages direkte gennem huden (og dermed undgår passage i leveren), f.eks. plaster eller gelé eller næsespray.

Hvorvidt man skal have en behandling, som giver menstruation eller ej, afhænger lidt af hvor mange år man er fra sin egen menopause. Er det ca 1-2 år siden man selv havde menstruation, kan man få en blødningsfri behandling, eller må man i en periode finde sig i en blødning hver eller hver anden måned.

Før man beslutter sig for hormonbehandling, er det vigtigt at opveje fordele og ulemper mod hinanden.

Hvis man vælger hormonbehandling, bør man gå til læge jævnligt; første gang efter 3 måneder, derefter ca en gang om året (fig. 6). Følger man de anbefalede kontroller, vil svulster, såvel godartede, som ondartede, opdages tidligt. I nogle amter bliver kvinder i 50:e indkaldt til mammografi, andre må selv bede deres læge om at blive henvist, eller selv opsøge en røntgenklinik. Helst skal der foretages såvel mammografi som ultralydscanning af brysterne

De fleste problemer viser sig i løbet af de første 3 måneder, efter start på behandlingen. Den hyppigste gene er blødningsforstyrrelser, som skyldes at kroppen skal findes sig tilrette med »påvirkningen udefra«. Man bør selvfølgelig udelukke andre årsager til blødning, f.eks. fibromer, polypper, betændelse, en glemt spiral, sår på livmoderhalsen samt kræft i underlivet.

Nogle klager i begyndelsen over hovedpine og vægtstigning, begge dele plejer at forsvinde hurtigt. Endelig ses en let forøget forekomst af blodprop i benet - ca et tilfælde pr 5000 kvinder/år.

Efter de nyeste resultater anbefales, at man forsøger at holde op med hormoner efter 4-5 år. Går det ikke, prøver man at få kvinderne ned på så lav dosering som muligt og helst som blødningsfri behandling eller endnu bedre ren østrogen i kombination med hormonspiral.

De hyppigste former for kræft hos kvinder er brystkræft, lungekræft, livmoderhalskræft og tyktarmskræft. De eneste to former for kræft, som man forbinder med hormonbehandling er brystkræft og kræft i livmoderen (ikke at forveksle med livmoderhalskræft, som ikke er hormonpåvirkelig). Se dog også senere vedr. kræft i tyktarmen.

Kræft i livmoderhulen kan opstå, hvis man f.eks. gennem flere år har fået ren østrogenbehandling, uden gestagentilskud. Den gør som regel opmærksom på sig selv, med en større eller mindre blødning fra skeden.

En gynækolog kan foretage en ultralydscanning for at kigge på slimhinden i livmoderen. Hvis denne er for tyk, eller på anden måde giver mistanke om sygdom, foretages som oftest en udsugning eller en udskrabning. Det udhentede væv bliver undersøgt i mikroskop, hvorefter diagnosen stilles endeligt.

Mange bliver helbredt ved at få fjernet livmoder, æggeledere og æggestokke. Ca 650 kvinder får hvert år stillet diagnosen - livmoderkræft - i Danmark.

Læs også: Kræft i livmoderen

Med brystkræft forholder det sig således, at enhver kvinde i forvejen har en 8- 9 risiko for at få stillet diagnosen. Under behandling med hormonpiller (kombination af østrogen og gestagen) i mere end 10 år forøges risikoen en smule, til ca 10. Ca 4.000 danske kvinder rammes hvert år af brystkræft. Ren østrogen øger ikke risikoen før brystkræft.

Hvis man får brystkræft, medens man er i hormonbehandling, er svulsten som regel mindre ondartet og som regel bliver den også opdaget tidligere, fordi man i forvejen går mere til læge.

For begge kræftformer gælder, at man også kan rammes af dem uden nogen form for hormon-behandling; brystkræft kan endda ses hos mænd. Alle ondartede svulster i brystet som fjernes, bliver undersøgt for om de er hormonafhængige eller ej. Ud fra dette kan kvinden vejledes, om hun fortsat må få hormoner eller ej. Der er flere faktorer som påvirker risikoen for brystkræft; Brystkræft i nær familie, fedme, natarbejde og alkohol f.eks., medens daglig motion og fiberrig kost mindsker risikoen.

Læs også: Brystkræft - symptomer og behandling

Yderligere en form for kræft er hormonpåvirkelig - tyktarmskræft - her virker hormoner modsat, nemlig sådan at kvinder som spiser hormoner for sjældnere tyktarmskræft end dem der ikke får hormoner. Endelig er der for nylig opstået mistanke om, at længerevarende hormonbehandling også kan forårsage æggestokkræft.

Læs også: Tyktarmskræft - symptomer og behandling

Der findes kvinder, som af en eller anden grund ikke vil eller må få hormoner, men som stadigvæk har behov for hjælp p.g.a. voldsomme hedestigninger og svedeture. For disse kvinder kan der være hjælp at hente i følgende midler:

De første er naturpræparater, som hjælper en del kvinder, det sidste er et blodtryksmiddel, som i en lille dosis hjælper på hedestigninger. Der findes mange flere. Ingen af disse midler virker på tørre slimhinder, blære-betændelse eller mod knogleskørhed.

Læs også: Sund kvinde i overgangsfasen

Østrogen virker hæmmende på knoglenedbrydningen og er en god og billig behandling, men bør ikke alene bruges til forebyggelse af knogle-skørhed. Der findes en del andre præparater på markedet. Et af de nyere midler er Evista® (Raloxifen), som virker som hormoner på hjerte og kar samt på knoglerne, men som ikke virker på bryst og livmoder (snarere modsat østrogen). Andre midler er bisfosfonaterne (Didronate ®, Optinate®, Septimum, Bonviva® og Fosamax®), som hæmmer de celler, der forårsager knoglenedbrydningen. Disse er dog væsentligt dyrere end hormoner og skal (gælder for bisfosfonaterne) tages på fastende hjerte - og nogle får bivirkninger i form af kvalme. Bisfosfonater kan også gives til mænd.

Såvel bisfosfonater som Raloxifen er kun registreret til behandling af knogleskørhed, ikke til forebyggelse. Dette betyder, at man skal have foretaget en knoglescanning, helst af rygsøjle og hofter og man får kun tilskud til medicinen, hvis knoglescanningen viser knogleskørhed. Kalk (calcium) og vitamin D findes i kombinations bruse/tygge-tabletter. Anbefalet dosis for såvel kvinder efter overgangsalderen, som mænd er 1000 mg kalk samt 10-20 ug (400-800 IE) D-vitamin.

Hos plejehjemspatienter kan behandling med kalk og vitamin D, i kombination med en lille dosis østrogen (og hoftebeskyttere), forhindre en betragtelig del af de knoglebrud, som sker hos gamle kvinder. Et helt nyt stof; Forsteo® (Teriparatide - biskjoldbruskkirtelhormon) blev registreret for et par år siden til brug ved svær knogleskørhed. Det skal gives som daglige sprøjter og er ganske dyrt. Det nyeste skud på stammen er Protelos® (strontiumranelat - et grundstof), som både forhindrer nedbrydning og hjælper på genopbygning af knoglerne.

Alt andet lige må vi konkludere, at hormonbehandling er en effektiv og billig forebyggelse af knogleskørhed. Lægemiddelsstyrelsen vil dog ikke acceptere at hormoner bruger som forebyggelse af osteoporose, i hvert fald ikke i mere end ca 4 år, men har ikke noget bedre tilbud.

Hvis man skal kort og kontant skal sammenfatte, hvad en kvinde i overgangsalderen er, kan det nemmest gøre ved at citere Anne Marie Helger:

Artiklen er skrevet i samarbejde med gynækolog Claus Christoffersen.

Besøg desuden Christine Feldings hjemmeside: www.felding.dk