Kilde: Center for Ludomani, ludomani.dk
Der har typisk gennem længere tid været tale om en hverdag præget af løgne, fortielser, afvisninger og mistillid (se "listen" over mulige tegn og signaler på ludomani hér ). Det er uden tvivl rigtig svært for mange pårørende præcist at sætte fingeren på, hvad der er galt. Men - at noget er galt, er ændret og helt forskelligt fra, hvordan det fælles liv tidligere blev levet, står skærende klart.
Ludomani er en afhængighed, der kan skjules over langt længere tid end f.eks. et overforbrug af alkohol eller narkotiske stoffer. Uden sammenligning i øvrigt. Spil lugter ikke ud af munden, spil efterlader ikke stikmærker, og ingen spillere render rundt med et Spar Es tatoveret i panden.
Mange pårørende oplever en magtesløshed og håbløshed i forhold til den situation, som de i alt for lang tid har befundet sig i.
Du skal vide
- At du er ikke alene. Der er mange, der befinder sig i en tilsvarende situation
- At du bør stille klare og utvetydige krav omkring, hvordan du ønsker at jeres liv skal leves
- At du bør sætte klare og tydelige grænser for dig selv - din person, din integritet, dine behov - og ikke acceptere flere løgne, undskyldende efterrationaliseringer eller finde dig i økonomisk utroskab
- At du bør sætte dig selv i centrum. Du kan ikke ændre på andre, men du kan ændre på dig selv!