Forebyg knogleskørhed via kosten Artikel

Indsatsen for at forebygge knogleskørhed bør starte i barndommen. Sunde knogler livet igennem sikres ved at spise en kost, der er rig på kalk og D-vitamin. Få enkle råd til hvad du skal kigge efter, når du køber kosttilskud.

Forebyggelse starter i barndommen

Indsatsen for at forebygge knogleskørhed bør starte allerede i barndommen. Sunde knogler livet igennem sikres ved dagligt at spise en kost, der er rig på kalk og D-vitamin.

Kalk og D-vitamin hænger sammen

Kalk (Calcium) findes i mange fødevarer, men den skal indtages sammen med D-vitamin, for at kunne optages ordentligt i kroppen.

Desværre er der ingen fødevarer, som på én gang indeholder tilstrækkelige mængder af kalk og D-vitamin, og derfor er det vigtigt at spise en varieret kost - den sikrer, at du får både kalk og D-vitamin på én gang.

Magre mælkeprodukter, fed fisk, grøntsager, fibre, citrusfrugter og bønner er tilsammen gode kilder til kalk og D-vitamin.

Kort sagt kan man sige, at kalk kommer fra koen og D-vitamin kommer fra dybet - eller at du får kalk fra mælkeprodukter og D-vitamin fra fede fisk som sild, makrel, laks etc. Når man er udendørs, producerer huden også selv D-vitamin via solens stråler.

Kalk og D-vitamin vigtig gennem hele livet

Hvis du ikke får nok af både kalk og D-vitamin, vil det på kort sigt føre til øget kalktab fra knoglerne og senere hen til øget risiko for knogleskørhed.

Børn, der ikke får en kost med tilstrækkelige mængder af kalk og D-vitamin, vil opbygge svagere knogler i forhold til gennemsnittet. Hos kvinder i overgangsalderen afkalker knoglerne fordi ophøret af østrogen-produktionen ændrer på knoglernes protein- og kalkindhold.

Derfor er en kost med tilstrækkelig kalk og D-vitamin vigtig livet igennem.

Læs også: Forebyg knogleskørhed med et moderat alkoholindtag

Kostændring eller kosttilskud?

Mange danskere får imidlertid hverken nok mælkeprodukter eller nok fed fisk, og har derfor brug for at ændre deres kost - eller tage kosttilskud hvori både kalk og D-vitamin indgår.

At ændre kosten, så den indeholder tilstrækkelige mængder kalk og D-vitamin er let for nogle: De skal blot drikke mælk og/eller spise ost hver dag, og spise fed fisk hver dag eller flere gange om ugen.

Men for mælkeallergikere, og personer som ikke kan lide mælk, yoghurt, ost og fisk, kan det være svært at efterleve anbefalingerne.

Læs også: Kalkmangel? Det skal du tænke på.

Vælg det rigtige kosttilskud

En god løsning på dette problem kan være at tage kalk som et kosttilskud, blot man sikrer sig, at der både indgår kalk og D-vitamin, således at behovet for begge dele dækkes i én og samme tablet.

Hos materialisten, i supermarkederne og på apoteket er der tilsammen et meget stort udbud af kalktilskud, og det kan være svært at få overblik over, hvilket produkt der er bedst til prisen.

Gode råd når du vælger kosttilskud

Følgende anbefalinger sikrer dig, at du får et kosttilskud af god kvalitet:

  • Sørg for, at kosttilskuddet indeholder D-vitamin.
  • At det enten er en Calciumcarbonat eller en Calciumcitrat-forbindelse.
  • Og at præparatet har været afprøvet i en videnskabelig undersøgelse.
  • Få evt. hjælp hos ekspedienten.