Vand i lungerne (Lungeødem) tema

Vand i lungerne eller lungeødem kan give åndedrætsbesvær, hoste, angst og forvirring. Vand i lungerne betyder udsivning af væske i lungerne, hvilket kan skyldes flere ting.

Definition og årsager til vand i lungerne

Lungeødem er udsivning af væske i lungerne, hvilket er et symptom på en række sygdomme, specielt hjertesygdomme. Den primære årsag til lungeødem er hjertesvigt , hvor venstre side af hjertet ikke er i stand til at pumpe blodet, der kommer fra lungerne, ud i kroppen hurtigt nok. Derved øges trykket i lungevenerne, som fører det iltede blod fra lungerne til hjertet, og væske (blodplasma) presses fra blodbanen og ud i lungeblærerne, som normalt er luftfyldte.

Når der er væske i lungeblærerne, hvor der skal ske en udveksling af ilt og kuldioxid, bliver blodet ikke iltet tilstrækkeligt, og kroppen ophober kuldioxid CO2, samtidig med at der er iltmangel.

Lungeødem ses ved svære tilfælde af hjertesvigt, og er en potentielt livstruende sygdom.

Symptomer på vand i lungerne

Ved lungeødem ses følgende symptomer:

  • Åndedrætsproblemer og larmende vejrtrækning. Forværres i liggende stilling dvs. opleves værre om natten.
  • Smerter og ubehag i brystet.
  • Hvidligt og evt. rødligt skummende væske i munden ved svært lungeødem.

Kliniske tegn på vand i lungerne
Familiemedlemmer kan ofte observere følgende tegn på lungeødem hos et sygt familiemedlem:

  • Hurtig vejrtrækning.
  • Findes i siddende stilling for at lette åndedrættet.
  • Findes bleg og har cyanose, som er blåfarvning af huden (typisk på læber og fingre).

Læs også: Kardiologi (hjerte- karsygdomme)

Forholdsregler og diagnose

Er man kendt med en hjertelidelse og oplever ovenstående symptomer, eller finder andre personer de ovenstående kliniske tegn, er det vigtigt, at man kontakter en læge omgående, da det kan være en livstruende tilstand.

Lægen vil lytte på lungerne og høre, at der er væske i lungerne. Desuden vil lægen tage et EKG og en blodprøve i en pulsåre (arterie) for at se på indholdet af ilt og kuldioxid i blodet. Hvis der er stærke smerter fra brystet, tages også blodprøve for at udelukke blodprop i hjertet (hjerteinfarkt).

Samtidig vil han ud fra de kliniske tegn og en sygehistorie om hjerteproblemer stille diagnosen. Det er vigtigt at oplyse lægen om den syge har astma , da symptomerne minder om hinanden.

Behandling af vand i lungerne

Det første, man skal gøre, er at rejse patienten op i siddende stilling for at lette vejrtrækningen. Derefter gives der ilt gennem en maske for at lette iltningen af blodet. Såfremt blodtrykket ikke er for lavt, kan der suppleres med nitroglyceringspray under tungen. Dette medfører udvidelse af blodkarrene og mindsker derved blodtrykket i lungerne, og dermed udsivning af mere væske til lungeblærerne. Når der er lagt en intravenøs adgang i en blodåre (en vene), gives der morfin direkte i blodbanen, hvilket får patienten til at slappe af og sænke åndedrætshastigheden. Desuden gives der vanddrivende medicin, som dræner kroppen og dermed også lungerne for overskydende væske.

Når patienten er stabil og er kommet sig, er det vigtig, at den tilgrundliggende hjertelidelse undersøges til bunds. Desuden skal man være opmærksom på, at den rigtige medicin tages på den korrekte måde. Ofte opstår lungeødem, fordi hjertelidelsen eller et forhøjet blodtryk ikke er velbehandlet.

Læs også: Sådan holder du lungerne sunde

Forløb og komplikationer

Bliver lungeødemet behandlet, inden det udvikler sig til et kritisk stadium, og er hjerteinfarkt (Blodprop i hjertet) ikke den bagvedliggende årsag, bliver man udskrevet ret hurtigt. Dog er det vigtigt at få konstateret den bagvedliggende hjertesygdom og sikre sig, at medicineringen er korrekt.

Forebyggelse af vand i lungerne

Er man i behandling for en hjertelidelse, er det vigtigt, at man følger de ambulante kontrolbesøg enten hos egen læge eller på en hospitalsafdeling. Desuden kan der være problemer med at indtage medicinen korrekt, hvis man er oppe i alderen, hvorfor det kunne være optimalt at få hjælp til medicindosering af en hjemmesygeplejerske eller et familiemedlem. På den måde undgår man, at en fejlbehandling af en hjertelidelse udvikler sig til et lungeødem.

Artiklen er oprindeligt forfattet af Læge Jakob Fraes Rasmussen og udgivet på Sundhedsguiden.dk den 12/09- 2007. Opdateret af B.Sc. Med. Thomas Piper Baastrup den 8/08 - 2015. - Rettighedshaver er Sundhedsguiden.dk.

Artikler

artikel

Børnesygdomme

Det kan være svært at afgøre om et lille barn er sygt. Sommetider optræder ...

Redaktionen 23/01/2009
kategori

Kiropraktik

En kiropraktor kan hjælpe med problemer i muskler og led i f.eks. ryg og na...

Redaktionen 19/02/2009
kategori

Børns hudproblemer

En velplejet hud er et vigtigt forsvar mod varme, kulde og ikke mindst sygd...

Redaktionen 14/03/2013
artikel

Babyhåndbogen

I denne sektion om børn og babyer, finder du en række gode råd om sygdomme ...

Redaktionen 30/01/2009
artikel

Skulderøvelser

Øvelserne er for dig, der er stiv, øm og svag i skuldre og overarme. Hvis d...

Redaktionen 11/04/2008
artikel

Støvlunger (Pneumokoniose, Asbestose)

Definition og årsagerStøvlunger er en fællesbetegnelse for forskellige tils...

Redaktionen 28/08/2007
artikel

Førstehjælp Livreddende førstehjælp

Livreddende førstehjælp er sikring af vejrtrækning og blodkredsløb. Hjernen...

Redaktionen 25/05/2007
artikel

Reagensglasbehandling (IVF)

Reagensglasbehandling mod barnløshed. Få viden om infertilitet og reagensgl...

Redaktionen 30/03/2006